Skip to content

3503-17

Skadetype: Nerveskade - N.Mandibularis
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Bedøvelse - Ledningsbedøvelse

Beskrivelse:

Nerveskade efter fyldningsbehandling med anlæggelse af bedøvelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Nerveskade efter fyldningsbehandling med anlæggelse af bedøvelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig kvinde, der i februar 2014 fik fjernet fire tænder i overmunden samt tanden -8 på grund af betændelse og fødeophobning af en specialtandlæge på kæbekirurgisk afdeling. Ifølge journalen oplevede patienten efterfølgende føleforstyrrelser svarende til venstre side af underkæben. Desuden er det noteret, at patienten var cariesaktiv og havde følsomme tænder. Den 10. september 2015 blev bl.a. tanden -7 behandlet med en plastfyldning på grund af caries under lokalbedøvelse med 3,4 ml Dentocain 40/0,005 lagt som ledningsanalgesi. Ifølge journalen fra den 11. september 2015 havde patienten siden injektionen dagen før ikke haft nogen følelse svarende til venstre side af underkæben. Ved undersøgelse den 16. september 2015 havde patienten stadig føleforstyrrelserne samt ondt i et bidsår på læben. Det blev noteret, at patienten havde en brændende fornemmelse i huden svarende til nervus mentalis området samt ondt i hele kæben.

Patienten søger nu om erstatning for helbredelsesudgifter og indkomsttab, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén efter behandlingen af tanden -7.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. oktober 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at det fremgår af journalmaterialet fra sygehuset, at patienten allerede i november 2013 havde kroniske smerter i højre og venstre side af under- og overkæben, at hun havde haft generne gennem 20 år, og at hun var i behandling med Amoxil. Efter en tandfjernelse af visdomstanden -8 i februar 2014 oplevede patienten fortsat føleforstyrrelser svarende til venstre side af underlæben.

Tryg fandt videre, at der i forbindelse med selve lokalbedøvelsen den 10. september 2015 ikke blev journaliseret nogle problemer eller reaktioner ved anlæggelsen af injektionen. Der er ikke ved gennemgang af journalen tegn på eller beskrivelser af, at man i forbindelse med selve anlæggelsen ikke har handlet bedst muligt.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten efter behandlingen den 10. september 2015 har oplevet nedsat følelse i venstre side af underkæben, ondt i hele kæben og en brændende fornemmelse i huden svarende til området for injektion, ikke skyldes behandlingen hos tandlægerne, men derimod forudbestående forhold hos patienten selv.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægerne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 13. oktober 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at der er sket en forværring af patientens forudbestående nerveskade i forbindelse med fyldningsbehandling af tanden -7 den 10. september 2015. Skaden findes desuden at være tilstrækkelig sjælden og alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som patienten blev behandlet for.

Nævnet finder, at der foreløbigt kan fastsættes en godtgørelse for varigt mén på minimum 5%.

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på endelig fastsættelse af erstatningens størrelse og omfang, herunder beregning af godtgørelsen for de foreløbigt tilkendte 5 % mén, stillingtagen til om der er grundlag for en højere méngodtgørelse, erstatning for medicin og transportudgifter samt eventuel tab af studieår.