Skip to content

3525-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 15. december 2010 ønskede to implantater ved regio 5,4+ i stedet for bro eller et implantat regio 4+. Der blev derfor den 8. februar 2011 installeret implantat regio 5+ og regio 4+. Den 15. februar 2011 blev trådene fjernet ved implantaterne og der var fin heling efter operationen. Patienten blev desuden instrueret i, hvordan implantaterne skulle renholdes. Den 9. maj 2011 blev der taget aftryk til implantatbårne kroner, som blev cementeret den 25. maj 2011. Ifølge journalen fra den 1. juli 2011 var implantatkronen og abutment regio 5+ løs, og der blev derfor fremstillet et nyt abutment og krone uden beregning. Den 22. juli 2011 blev det nye abutment og krone cementeret regio 5+. Ifølge journalen fra den 11. august 2016 havde patienten tabt implantatkronen regio 5+ og kanten af implantatet og abutmentskruen var knækket. Desuden blev der taget røntgen. Den 18. august 2016 blev implantatet regio 5+ opereret ud og den 30. august 2016 blev trådene fjernet. Ifølge journalen var der god heling i området. Der skal nu installeres et nyt implantat regio 5+.

Patienten søger nu om erstatning for alle udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægerne.

I den forbindelse fandt Tryg, at journal og røntgen af 11. august 2016 dokumenterer, at skruen i forbindelsesdelen ved implantatet ved området ved tanden 5+ var knækket.

Tryg fandt videre, at der foreligger ingen oplysninger om, at implantatet ved området ved tanden 5+ ikke blev installeret efter erfaren specialiststandard. Selv om implantat-behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få et nyt implantat ved området ved tanden 5+, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægerne. Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. december 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen med implantat i regio 5+ kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.