3556-17

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende tab af knogle til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 40-årig kvinde, der den 7. november 2013 fik registreret, at tanden 3+ lå lejret i kæben. Ifølge journalen blev patienten informeret om, at for at kunne føre den til frembrud, skulle der skabes plads mellem 4+ og 2+. Patienten skulle derfor bruge tandbøjle i hele kæben, da bøjle kun i højre side kan føre tand 2+ til buccalis. Patienten accepterede denne behandling. Der blev derfor cementeret en bøjle i overkæben den 3. juni 2014. Den 15. december blev der ved et operativt indgreb skabt adgang til tanden 3+, hvorpå der blev monteret en button. Den 22. april 2015 blev der foretaget fritlægning af tanden 3+ palatinalt samt påsat elastikker fra button i 3+ til wire. Den 24. juni 2015 blev det noteret i journalen, at det desværre gik meget langsomt med at få frembrudt 3+. Den 27. juli 2015 blev det noteret, at tanden 3+ havde flyttet sig 1 mm på 4 uger og button sås mere. Patienten ville derfor gerne give det en chance mere. Den 26. august 2015 havde 3+ rykket sig lidt mere, men også mod distal retning og var begyndt at skubbe 4+ mod palatinal retning og den var lidt løs. Den 15. september 2015 blev bøjle 4+ fjernet og der blev fjernet usundt væv ved 3+ for recementering af button mod apikal. Desuden blev wire skiftet. På grund af manglende resultat blev det den 11. november 2015 forsøgt at indsætte et mikroimplantat i underkæben, men da der kun lige var plads og patienten fik smerter, blev behandlingen afsluttet med henblik på indhentelse af en mindre størrelse implantat. Der blev derfor den 22. december 2015 installeret et mindre implantat i underkæben, som skulle virke som anker og give træk på tanden 3+. Den 21. januar 2016 var der betændelse ved implantatet, hvorfor det blev fjernet samme dag. Den 27. januar 2016 blev der isat et nyt mikroimplantat i underkæben og der blev cementeret en ny bøjle på 3+. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, som den 28. april 2016 udarbejdede en ny behandlingsplan med fjernelse af tanden 3+ og fremføring af tænderne bagved samt lukning af mellemrummet med plast på nabotænderne 4+ og 2+. Planen blev imidlertid korrigeret, da det ved et kirurgisk indgreb den 20. maj 2015 blev konstateret, at der var bevægelsesmulighed for tanden 3+. Der blev derfor den 23. maj 2016 indledt behandling med nedføring af tanden 3+, som tillige blev forsynet med krog og nedtrækningsapparatur.

Patienten søger nu om erstatning for merudgifterne samt for svie og smerte og eventuelt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke var påført en skade som følge af behandlingen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra før behandling samt fra den 12. november 2014 og 3. marts 2016 viser hjørnetanden 3+ i nogenlunde samme position, hvilket harmonerer med det forhold, at tanden har været modstandsdygtig over for det træk, der blev udført.

Tryg fandt videre, at miniimplantatet i underkæben ikke har medført forringelse af tandstatus, da miniimplantatskruen, der er indsat i underkæben, kan tages ud og herefter vil knoglen hele. Behandlingen i overkæben omkring tanden 3+ har ligeledes ikke skadet nabotænderne 4+ og 2+ varigt.

Tryg fandt således, at patienten har gennemgået et langt behandlingsforløb, der ikke er lykkedes, men behandlingerne har ikke medført en forringelse af hendes tandstatus i erstatningsmæssig forstand.

Tryg fandt videre, at den behandlingsplan, der nu skal gennemføres med enten nedføring af tanden 3+ eller udtrækning og tandregulering svarer til den behandling, der oprindelig skulle gennemføres og behandlingen kan gennemføres under nogenlunde samme forudsætninger. Selv om behandlingen med tandregulering, kirurgi og miniimplantat muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, herunder forventninger til behandlingsvarighed og/eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, så kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få en ny behandling, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Det forhold, at patienten skal have foretaget behandlingen igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen. Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet, hvilket ifølge sagens akter allerede er sket.

Tryg oplyste videre, at der ikke er taget stilling til behandlingen, der er indledt i underkæben med udtrækning og regulering, idet behandlingen er under udførelse af en anden tandlæge.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Trygs afgørelse af 15. december 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der ikke var indikation for den udførte tandregulering, og at denne behandling med overvejende sandsynlighed har medført tab af tandbærende knogle og dermed behov for knogleopbygning samt behov for tandregulering.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang, herunder eventuel godtgørelse for svie og smerte.