Skip to content

3537-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig mand, der den 23. oktober 2014 fik taget røntgenbillede af tanden 6-. Der fandtes at være betændelse, hvorfor patienten blev anbefalet rodbehandling af tanden inden kroning. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 31. oktober 2014. Den 6. november 2014 havde patienten lette smerter og ifølge journalen var en del af tanden knækket af, som derfor blev fjernet. Rodbehand-lingen blev fortsat den 20. november 2014 og i den forbindelse knækkede en rodfil under bearbejdningen af rodkanalerne. Tanden blev efterfølgende rodfyldt og den 27. november 2014 blev der isat en stift og samt lavet en plastopbygning. Den 11. august 2015 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise betændelse og hævelse ved tanden. Det blev derfor journaliseret, at tanden på sigt skulle fjernes. Den 21. april 2016 blev tanden fjernet af en anden tandlæge og den 14. juni 2014 blev der isat et implantat. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 2. september 2016.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægerne.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af 23. oktober 2014 dokumenterer, at der er hul under fyldningen i tanden 6- med betydelig substanstab. Der er rodspidsbetændelse på den forreste og bagerste rod, opløsning af rodspidserne og tab af støtteknogle bagved tanden samt mindre tab af knogle svarende til røddernes forgreningspunkt. Endvidere viser billedet af 11. august 2015, at der er betydelig mængde betændelse ud for tanden.

Tryg fandt derfor, at der således kunne være tale om en sprække i tanden. Tanden var derfor allerede tabt, inden rodbehandlingen blev iværksat.

Tryg fandt således, at den knækkede rodfil ikke har medført negative konsekvenser og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 23. december 2016, men med ændret begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillede fra 21. april 2016 viser, at betændelsesprocessen ved rodspidsen var helet op efter rodbehandlingen, hvorfor der ikke var grundlag for yderligere behandling som følge af den knækkede rodfil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Hvis patienten ønsker, at der tages stilling til, hvorvidt udtrækningen af tanden er en erstatningsberettigende skade i henhold loven, skal der indgives en ny skadesanmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, da tanden er trukket ud af anden tandlæge.