Skip to content

3591-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig mand, der på grund af smerter i tanden 7+ fik påbegyndt rodbehandling af tanden 7+ den 8. december 2015. Rodbehandlingen blev fortsat den 22. december 2015 og i den forbindelse skete en afbrækning af rodfilen i den forreste-kindvendende rod under udrensningen. Den 21. januar 2016 blev rodbehand-lingen afsluttet og tanden blev lukket med en plastfyldning. Desuden blev der taget røntgen. Ved kontrol den 4. april 2016 blev der igen taget røntgen og i den forbindelse blev der konstateret rodspidsbetændelse. Der blev derfor ordineret antibiotika. Den 26. maj 2016 havde patienten stadig gener fra tanden 7+ og der blev udført en tandrods-rensning på grund af fordybet tandkødslomme. Desuden blev der igen ordineret antibiotika. Den 22. november 2016 blev det noteret i journalen, at tanden bør kirurgisk rodbehandles på grund af rodspidsbetændelse.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af rodbehandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at journal og røntgen dokumenterer, at der knækkede en rodfil i den forreste-kindvendende tandrod under rodbehandlingen den 22. december 2016. Det fremgår videre af røntgen taget i forbindelse med rodbehandlingen, at der var knogletab mellem rødderne på tanden 7+ og omfattende rodspidsbetændelse på alle tre rødder. I april og maj 2016 var der fortsat betændelse og der blev foretaget tandrodsrensning på grund af fordybet tandkødslomme.

Tryg fandt herefter, at en knækket rodfil under visse forudsætninger kan medføre en skade, som berettiger til erstatning. Det er dog vurderingen, at dette ikke er tilfældet ved tanden 7+. Tanden fremstod allerede den 8. december 2015 med en tvivlsom prognose for bevarelse på længere sigt på grund af parodontose og rodspidsbetændelse. Røntgen viser, at der til trods for rodbehandlingen og behandling med antibiotika og tandrods-rensning ikke opstod en heling af rodspidsbetændelsen.

Tryg fandt dog, at den manglende heling af rodspidsbetændelsen ikke skyldes den knækkede rodfil, men derimod tandens grundlidelse. Det forhold, at en behandling ikke er en succes, kan ikke i sig selv udgøre en skade i lovens forstand. Det betyder, at selv om der knækkede en rodfil under rodbehandlingen den 22. december 2015 hos tand-lægen, så skyldes patientens nuværende behandlingsbehov selve tandens grundlidelse, rodspidsbetændelse og parodontosen og ikke behandlingen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 3. marts 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at behandlingen ikke er udført bedst muligt, idet der knækkede en rodfil under behandlingen. Desuden findes den knækkede rodfil at være årsagen til, at tanden 7+ nu skal have en kirurgisk rodbehandling. I den forbindelse finder nævnet, at det er overvejende sandsynligt, at tanden kan reddes ved en kirurgisk rodbehandling.

Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne på 4.243,52 kr. jf. prisoverslag af 22. november 2016. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Tryg med henblik på udbetaling af erstatning.