Skip to content

3551-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for nye kronebehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for nye kronebehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 4. juni 2012 fik konstateret dårlig kontakt mellem tænderne 8+ og 7+, og patienten blev instrueret i renhold og hygiejne. Desuden blev det noteret, at tanden 8+ skulle trækkes ud, hvis der opstod problemer med tanden. Den 24. august 2012 var der opstået tandkødsproblemer ved tanden 8+ og der blev igen talt om renhold og hygiejne. I november 2012 oplevede patienten tyggeømhed ved tænderne 8+ og 7+. Der blev konstateret caries i tanden 7+ og der blev ilagt en midlertidig fyldning. Desuden blev det noteret, at patienten ville overveje at få tanden 8+ ud. Efterfølgende var der bedring og tanden 7+ blev restaureret med en sølvfyldning. Patienten blev i øvrigt informeret om risikoen for, at tanden 7+ skulle rodbehandles. Den 28. maj 2013 blev det journaliseret, at tanden 7+ var symptomfri. Den 28. februar 2014 var patienten henvist til anden tandlæge for rodbehandling af tanden 7+, da tandlægen kun kunne lokalisere to rodkanaler. Der blev herefter lokaliseret tre rodkanaler samt foretaget mekanisk udrensning af kanalerne. Den 7. marts 2014 blev det noteret, at tanden 7+ var symptomfri, dog havde patienten en fornemmelse af hul i tanden 8+. Rodbehandlingen af tanden 7+ blev herefter afsluttet. Den 10. marts 2014 noterede den behandlende tandlæge, at tanden 7+ var ved at falde til ro. Der skulle derfor aftales tid til kroner. Den 14. april 2014 var patienten igen hos anden tandlæge, som noteret, at patienten havde haft periodiske smerter fra underkæbens højre side. Patienten fandt, at det var tanden 7- og der blev derfor påbegyndt rodbehandling af denne tand. Rodbehandlingen af tanden 7- blev afsluttet den 23. april 2014 og det blev noteret, at tanden havde en meget speciel rodanatomi. Den 6. maj 2014 konstaterede den behandlende tandlæge, at der var brud på fyldning samt caries i tanden -7 og der blev ilagt en midlertidig fyldning. Den 8. og 9. maj 2014 blev tanden -7 rodbehandlet af anden tandlæge. Den 13. maj 2014 noterede den behandlende tandlæge, at der blev drøftet restaurering af tænderne 7+ og 7-, som var blevet rodbehandlet. Tænderne var symptomfrie, men der var smerter fra tanden -7, som var blevet rodbehandlet ugen inden. Den 11. juni 2014 blev tanden 7+ beslebet til krone. Desuden blev tanden 8+ kontrolleret og fandtes at være i orden. Tanden 8+ blev herefter pudset. Den 30. juni 2014 havde patienten smerter fra tanden -7 og den metal-keramiske krone blev monteret midlertidigt på tanden 7+. Den 2. juli 2014 blev kronen på tanden 7+ cementeret endeligt. Den 7. august 2014 blev tanden 7- beslebet, da den skulle restaureres med en metal-keramisk krone. Den 26. august 2014 havde patienten stadig ondt ved tanden 7+ og den 21. oktober 2014 blev der cementeret en metal-keramisk krone på tanden 7-. Desuden blev der taget røntgen af -7, som fandtes at vise pænt apikalt. Den 15. december 2014 blev det noteret i journalen, at kronerne på tænderne 7+ og 7- skulle fjernes efter jul, da patienten blev ved med at have ondt. Den 27. marts 2015 var patienten til undersøgelse hos en tredje tandlæge, da patienten oplevede ømhed ved tænderne -7 og -8. Der blev konstateret fødenedbidning mellem tænderne og der blev taget røntgen. Ifølge journalen var der sunde forhold ved tanden -7’s rodspidser. Tanden blev herefter restaureret med en plastfyldning. Den 1. december 2015 havde patienten smerter i venstre side af underkæben, som var opstået igen efter kronebehandling på tanden -7. Kronen på tanden -7 fandtes ikke at være ført på plads på tanden og der var spalter under kronens kanter. Røntgen viste i øvrigt sunde forhold. Patienten blev informeret herom og anbefalet at tage kontakt til den behandlende tandlæge. Den 22. december 2015 noterede den behandlende tandlæge, at patienten stadig var irriteret over -7 og patienten skulle derfor kontakte den tredje tandlæge for udredning. Desuden var der tandhals på -6, der var kuldefølsom. Det blev aftalt at fjerne kronen på -7 og lave en ny først i 2016. Den 26. december 2015 journaliserede en fjerde tandlæge, at der var dyb caries i tanden 8+ samt dårlig kanttilslutning under kronen på tanden 7+. Tanden 8- blev herefter opereret ud. Den 14. januar 2016 blev det vurderet, at røntgen viste insufficiente kronekanttilslutninger. Kronen på tanden  ? blev fjernet og der blev monteret en midlertidig krone på tanden. Desuden blev der noteret utilstrækkelige kronekanter ved tænderne 7-,7+ og -7. Den 21. januar 2016 blev tanden -7 beslebet og der blev taget aftryk til krone, som blev cementeret på tanden den 2. februar 2016. Desuden blev tanden 7+ beslebet og der blev taget aftryk til krone. Den 15. februar 2016 blev der cementeret en metal-keramisk krone på tanden 7+ og den 25. februar 2016 blev der cementeret en metal-keramisk krone på tanden 7-.

Patienten søger nu om erstatning for samtlige udgifter til ny tandlæge samt for merudgifter. Desuden søges der om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten den 4. juni 2012 blev informeret om, at tanden 8+ skulle tages ud, hvis der blev problemerne fra den. Tanden blev herefter opereret ud den 26. december 2015. Det forhold, at patienten har mistet tanden, er således ikke en følge af behandlingen hos tandlægen, men derimod forhold ved tanden selv.

Tryg fandt videre, at røntgen af 1. december 2015 viser, at kronen på tanden -7 ikke var ført på plads og at der var spalter under kronens kanter. I øvrigt sunde forhold. Røntgen af 14. januar 2016 viser utilstrækkelige kronekanter ved tænderne 7-,7+ og -7.

Tryg fandt herefter, at selv om det på røntgen er dokumenteret, at der har været utilstrækkelige kronekanter, så kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få nye kroner på tænderne 7-,7+ og -7 uden, at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand, men er alene et formuetab. Et formuetab er ikke i sig selv egnet til at medføre en fysisk eller psykisk skade og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlæge.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 17. november 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at kronerne på tænderne 7+,7- og -7 kunne laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet finder videre, at det ikke er overvejende sandsynligt, at kronerne har medført skade på de øvrige tænder.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.