3575-17

Beskrivelse:

Brobehandling og efterfølgende rodfraktur samt tab af tænder. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig mand, der den 20. marts 2006 fik erstattet tanden +5 med bro på tre led fra tanden +4 til tanden +6. Den 16. september 2011 blev det konstateret, at der var pusflod ved broen og der blev anbefalet bedre renhold ved broen. Den 7. august 2012 blev der foretaget tandrodsrensning af tanden -6 og den 28. januar 2013 blev der diagnosticeret caries ved broankret +6 samt fordybede tandkødslommer på 6 mm’s dybde ved tænderne +6 og +7. Der blev herefter foretaget parodontosebehandling. Den 7. februar 2013 blev tanden +6 behandlet for caries. Ved konsultationerne den 26. juli 2013, den 27. januar 2014 og den 13. november 2014 blev der foretaget parodontosebehandling af tænderne +6,7. Den 11. juni 2015 blev der konstateret caries i tanden +6 og en tandkødslomme på 10 mm’s dybde. Røntgen fandtes at vise rodspidsbetændelse, resorption og brud af den ganevendende rod. En af rodkomponenterne på tanden +6 blev derfor opereret ud den 19. juni 2015 og der blev forseglet til den ganevendende rod med en sølvamalgamfyldning. Den 9. juli 2015 var broen tabt og bropillerne var knækket i niveau med tandkødet. Desuden var plastopbygning med stift knækket af tanden +6 og en del af tandsubstansen var knækket af tanden +4. Broen blev herefter cementeret midlertidigt. Ifølge journalen fra den 3. september 2015 skulle der fremstilles en bro fra tanden +4 til tanden +7 og tanden +4 skulle rodbehandles for at opnå vedhæftningsevne af broen. Tanden +4 blev derfor rodbehandlet i to rodkanaler den 24. september 2015. Ifølge journalen skete der i den forbindelse en gennembrydning af roden over tandkødsniveau, som blev forseglet med MTA-cement. Den 12. oktober 2015 blev tanden +6 trukket ud og tanden +4 blev genopbygget med rodkanalforankret stift og plastisk opbygning. Desuden blev tænderne +4 og +7 beslebet og der blev taget aftryk til bro regio +4 til +7. Broen regio +4 til 7 blev herefter cementeret fast den 29. oktober 2015. Den 15. februar 2016 havde patienten tyggeproblemer ved broen og sammenbid samt sidebid blev justeret. Der blev desuden noteret parodontose ved tænderne +4 og +7. Der blev derfor den 25. februar 2016 foretaget parodontosebehandling af tænderne +4 og +7. Desuden blev tænderne aflastet i sammenbid. Røntgen blev beskrevet med OBS for rodhindespalte ved tanden +4. Den 11. marts 2016 fandtes røntgen at vise, at der var overskydende forseglingsmateriale svarende til gennembrydningen og muligvis rodspidsbetændelse ved tanden +4. Den overskydende cement blev herefter fjernet. Den 17. marts 2016 viste røntgen stadig fremmedlegeme svarende til gennembrydnings stedet ved tanden +4. Den 4. august 2016 var der opstået fistler på gummen ud for tanden +7 samt en tandkødslomme på 10 mm ved tanden +7. Broen var desuden løsnet af 1. grad. Røntgen fandtes at vise en lodret defekt svarende til stedet for gennembrydning af tanden +4 og at der kunne ses MTA-cement svarende til kronekanten. Ifølge journalen var der en horisontal rodfraktur af tanden +4. Det blev herefter planlagt at dele broen samt udtrække tanden +4. Herefter skulle der installeres implantater i regio +4 og +6 og restaureres med en 3-leddet bro. Den 17. februar 2017 henvendte patienten sig med en tabt bro regio +4,5,6,7 og blev informeret om, at tanden +7 skulle rodbehandles, inden broen blev recementeret igen. Der blev der indledt rodbehandling af tanden samme dag og den 23. februar 2017 blev rodbehandlingen afsluttet. Broen blev herefter recementeret den 27. februar 2017. Den 27. marts 2017 blev broen delt og tanden +4 blev trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for den fejlslåede behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at tanden +4 var svækket som følge af den nødvendige rodbehandling efter hul i tanden og derfor er det overvejende sandsynligt, at rodfrakturen og tab af tanden skyldes dette og ikke behandlingen hos tandlægen. Den nødvendige rodboring til rodbehandlingen svækkede desuden tanden yderligere og røntgen dokumenterer, at rodstiften var installeret korrekt i tandens rodkanal og at broankret omsluttede tanden tæt med ringgreb.

Tryg fandt derfor, at gennembrydningen, som skete ved påbegyndelse af rodbehandlingen den 24. september 2015, ingen relation har til rodfrakturen, da den var beliggende over tandkødsniveau og kunne forsegles med MTA-cement.

Tryg fandt således, at rodfrakturen skyldes den nødvendige behandling af grundlidelsen i form af hul i tanden og ikke behandlingen hos tandlægen.

Det forhold, at broen mistes, skyldes med overvejende sandsynlighed til dels grund-lidelsen i form af parodontitis på tanden +7 og dels grundlidelsen hul på tanden +4 og ikke behandlingen. Parodontitisen på tanden +7 er gentagne gange blevet diagnosticeret og behandlet, men uden succes.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandlingen, da hele behandlings-forløbet har været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. december 2016.

Nævnet finder, at røntgen fra januar 2013 viser, at tænderne +4 og +7 allerede på daværende tidspunkt var stærk svækkede og dermed uegnet til bropiller. Det forhold, at der alligevel blev udført en brobehandling, udgør ikke i sig selv en skade og den behandling, der nu skal foretages svarer således til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår patientens krav om tilbagebetaling af honorar skal nævnet henvise patienten til at gøre sit eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise patienten til at gøre sit eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.