Skip to content

3595-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 41-årig mand, der den 29. april 2013 fik indledt rodbehandling af tanden 6- på grund af rodspidsbetændelse. I forbindelse med udrensning af tandens nerve og bearbejdning af tandens rodkanaler skete der en afbrækning af et rodinstrument i tandens forreste/ inderste rod den 24. maj 2013. Tanden blev efterfølgende rodfyldt den 7. juni 2013 og det blev noteret, at tanden ikke kunne rodfyldes til rodspidsen i den rodkanal, hvor instrumentet var knækket. Den 28. juni 2013 blev tanden bygget op i plast. Den 6. oktober 2014 fandtes røntgen at vise betændelse på tandens bagerste rod, mens der var sunde forhold omkring den forreste rod. Der blev derfor indledt ny rodbehandling af den bagerste rod. Efterfølgende blev rodbehandlingen fortsat og den 23. februar 2015 blev der konstateret betændelse ved tanden. Det blev vurderet, at betændelsen skyldtes forhold i den forreste rod. Den 26. oktober 2016 blev der konstateret betændelse på tandens bagerste rod. Den 28. november 2016 blev rodbehandlingen af den bagerste rod afsluttet og tanden blev bygget op i plast den 16. december 2016. Den 6. januar 2017 blev der igen konstateret betændelse, som fandtes at komme fra tandens forreste rod. Ifølge journalen viste røntgen betændelse på begge af tandens rødder.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til behandling af rodbetændelse ved tanden 6-, operation evt. implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. februar 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af betændelse på den forreste rod af tanden 6- som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde sikret en større åbning og en tragtformet facon i den øverste del af rodkanalen, således at rodfilen overvejende bearbejdede rodkanalen i sin egen akse. Ved den fremgangsmåde er det overvejende sandsynligt, at frakturen af filen kunne være undgået.

Tryg fandt herefter, at der kan dækkes rimelige udgifter til behandling i form af rodfyldning af den forreste rod af tanden 6-. Udgifterne til en kirurgisk rodbehandling dækkes således ikke, idet behovet for denne behandling overvejende kan tilskrives grundlidelsen, betændelse på tanden 6-’s bagerste rod. Begrundelsen herfor er, at tandens bagerste rod fremstår med betændelse, en tilstand der allerede er forsøgt behandlet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 6. februar 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at rodbehandlingen ikke har været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, da der blev brugt en roterende rodfil i en lang, trang og afbøjet rodkanal.

Nævnet finder videre, at behovet for kirurgisk rodbehandling hovedsageligt er en følge af den knækkede rodfil. Der skal dog ske fradrag for rodbehandlingen af den anden rod, og der kan derfor skønsmæssigt tilkendes erstatning for 2/3 del af udgiften til den kirurgiske rodbehandling.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på udmåling og udbetaling af erstatning.