Skip to content

3604-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Tandudtrækning og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandudtrækning og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der den 10. december 2015 fik trukket tanden 7- ud ved et kirurgisk indgreb. I den forbindelse blev der anlagt 3,4 ml. Dentocaine som blokade og infiltrationer. Den 7. januar 2016 blev det noteret, at der var hævelse og ømhed i højre side. Ved de efterfølgende behandlinger blev der ikke noteret gener efter udtrækning af tanden før den 10. januar 2017, hvor der blev beskrevet føleforstyrrelse i højre side ved tanden 4-.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén, da han er følelsesløs og slap i højre side af underkæben efter ekstraktion af 7-. Patienten kan ikke holde maden i munden og der er begyndende ”hængekind” i højre side.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 7- blev udtaget den 10. december 2015 og der er ikke i forlængelse af operationen notater om føleforstyrrelser. Føleforstyrrelserne bliver således første gang nævnt den 10. januar 2017, altså mere end et år efter, at tanden blev udtaget.

Tryg fandt derfor, at der ikke er tilvejebragt den fornødne dokumentation for, at der med overvejende sandsynlighed er en sammenhæng mellem føleforstyrrelserne og behandlingen med udtagningen af tanden 7-.

Hvis den fornødne dokumentation kan tilvejebringes, kan der anmodes om genoptagelse af sagen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. marts 2015 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tandudtrækningen af tanden 7- er årsagen til de beskrevne gener (begyndende ”hængekind” i højre side og problemer med at holde maden i munden).

I øvrigt bemærkes det, at uanset om der var en årsagssammenhæng, ses generne, jf. journalen fra den 28. marts 2017, ikke at have et omfang, der kan begrunde et varigt mén på 5% eller derover.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.