Skip to content

3590/17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Udbetaling af erstatning for den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Udbetaling af erstatning for den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 75-årig kvinde, der den 13. januar 2016 fik påbegyndt rodbehandling af tanden +5 på grund af tandpine. I forbindelse med den mekaniske udrensning af rodkanalerne skete der et afbrækning af et rodkanalinstrument i den ganevendende rodkanal. Afbrækningen blev bekræftet ved røntgen. Den 18. januar 2016 blev rodbehandlingen afsluttet med en rodfyldning af to rodkanaler i tanden. Den 3. februar 2016 blev der foretaget bidkorrektion i forhold til tanden og ifølge journalen skulle der eventuelt foretages kirurgisk rodbehandling. Der blev ordineret penicillin mod betændelse den 25. februar 2016, hvor der stadig var lidt ømhed ud for rodspidsen, men der var dog bedring. Den 21. marts 2016 havde patienten en let, pressende fornemmelse ved tanden og det blev noteret, at tilstanden skulle observeres. Ifølge journalen fra den 7. november 2016 var der igen uspecifikke symptomer, der kunne udløses ved percussion/ palpation regio +5. Der blev aftalt kirurgisk rodbehandling af tanden. Den 30. november 2016 havde patienten ingen symptomer fra tanden +5, men der var til gengæld opstået ømhed ved tanden +7. Den 14. december 2016 var der ømhed ved tanden +5 og patienten blev henvist til anden tandlæge for kirurgisk rodbehandling. Anden tandlæge foretog en kirurgisk rodbehandling af tanden +5 den 23. januar 2017 og den 26. januar 2017 blev suturerne fjernet. Ifølge journalen var smerterne aftagende.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at tandlægen ikke er berettiget til erstatning, da han ikke kan indtræde i patientens krav.

I henhold til erstatningsansvarsloven er det som udgangspunkt kun den direkte skadelidte, der kan kræve udgifterne som led i helbredende behandling dækket efter en påført skade. Efter erstatningsansvarsloven skal den direkte skadelidte stilles som om, at der ikke er sket en skade.

Da patienten ikke har haft udgifter i forbindelse med den kirurgiske rodbehandling af tanden +5, kan der ikke udbetales erstatning.

Sagen er derfor afsluttet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 20. marts 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der kan udbetales tandlægen erstatning vedrørende udgiften til kirurgisk rodbehandling på i alt 4.462,04 kr., da regningen er udstedt til patienten, og tandlægen har oplyst, at han har lagt pengene ud for patienten.

Nævnet tiltræder i øvrigt, at der er sket en erstatningsberettigende skade samt erstatningens størrelse på ovennævnte beløb.