Skip to content

3628-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og forskydning af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og forskydning af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 19-årig mand, der henholdsvis den 4. januar og den 16. januar 2012 fik foretaget undersøgelse med henblik på igangsættelse af tandretningsbehandling. I den forbindelse blev der taget røntgenbilleder og kliniske fotos. Den 11. april 2012 blev behandlingen gennemgået og den 30. maj 2012 blev der udleveret en aftagelig bøjle. Den 30. november 2012 blev der monteret en fast bøjle på tænderne +4 og -4 samt iværksat elastikbehandling mellem disse to tænder for at trække tanden +4 ind på plads. Tandretningsbehandlingen blev afsluttet den 29. august 2014, hvor det blev noteret, at der ikke var indikation for yderligere tandretningsbehandling. Den 10. juni 2015 blev det konstateret, at tanden +1 havde forskudt sig. Patienten blev informeret om, at der ikke kunne tilbydes en fornyet tandretningsbehandling, det det nuværende problem var kosmetisk. Patienten blev i stedet tilbudt behandling med en skinne for fastholdelse af det opnåede resultat. Der blev derfor udleveret en retentions-skinne den 17. juni 2015.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til regulering af fortanden +1 på plads.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. februar 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at det kliniske foto af 9. januar 2012 dokumenterer, at tanden +4 står i saksbid. Desuden dokumenterer røntgen af ansigtet fra den 16. januar 2012 et forøget overbid samt et dybt bid.

Tryg fandt derfor, at der var indikation for behandling med tandretning.

Tryg fandt videre, at det er overvejende sandsynligt, at forskydningen af tanden +1 skyldes patientens grundlidelse, medført tandstillingsfejl. Der er derfor ikke tale om en skade i lovens forstand.

Endvidere bemærkede Tryg, at selv om tandretningsbehandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. februar 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at forskydningen af tanden +1 med overvejende sandsynlighed er en følge af grundlidelsen tandstillingsfejl og ikke den udførte tandretningsbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.