3638-17

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende trigeminusneuralgi samt Bells parese. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig kvinde, der den 28. maj 2015 fik konstateret en rodrest fra tanden +4, behandlingskrævende caries i +5 og behov for en ny fyldning i tanden +6. Tænderne +5 og +6 blev derfor under lokalbedøvelse behandlet med plastfyldninger. Den 11. juni 2015 blev der taget aftryk til en delprotese til overkæben. Den 15. juni 2015 blev tanden +7 behandlet med en fyldning efter anlæggelse af lokalbedøvelse med 1,8 ml. Scandonest/ Mepivacian 30 mg/ml. Ifølge journalen fra dagen efter havde tanden været fyldefølsom. En del af fyldningsplasten blev derfor fjernet og det blev konstateret, at nervekammeret var urørt. Der blev herefter lagt en smerte- og irritationsdæmpende midlertidig fyldning i tanden og patienten blev informeret om, at der kunne være behov for rodbehandling af tanden. Den 22. juni 2015 havde patienten problemer med at lukke venstre øje og styre mundvigen i venstre side, hvorfor hun henvendte sig på et sygehus. Her blev der ordineret 10 dages Prednisolonbehandling. Den 17. september 2015 noterede tandlægen, at patienten havde haft problemer med lammelse i venstre side, specifikt venstre øjenlåg og mundvig. Patienten havde derfor under en ferie søgt lægehjælp og havde i den forbindelse fået Prednisolon, Gingkobilopa og B-vitamin. Ifølge lægejournal fra den 18. september 2015 havde patienten smerter i venstre side af ansigtet og havde haft en påvirkning af nervus facialis. Patienten blev derfor henvist til en neurolog, hvor hun var til konsultation første gang den 8. oktober 2015. I den forbindelse blev det noteret, at patienten led af fibromyalgi, sukkersyge og for lavt stofskifte. Ifølge patienten havde hun fået lagt en lokalbedøvelse den 15. juni 2015, som havde gjort voldsomt ondt. Patienten oplevede, at bedøvelsen varede hele dagen og aftenen og næste morgen var patienten skæv i ansigtet, kunne ikke lukke venstre øje og mundvigen hang i venstre side. Neurologen fandt, at ansigtets bevægefunktion var i orden, og at patienten kunne lukke øjet og næsten fløjte. Der var fortsat lidt savlen, men generelt gik det bedre og patienten var trappet ud af Prednisolonbehandlingen. Det blev videre noteret, at man havde fundet, at patientens gener i venstre side skyldtes en Bells parese. Patienten oplyste, at hun oplevede jagende, kraftige smerter af få sekunders varighed og spontant opståede. Det blev konkluderet, at der fortsat var smerter i venstre kind og kæbe samt hovedbunden svarende til de tre grene af nervus trigeminus, hvorfor patienten fik ordineret Trileptal. Efterfølgende blev patienten nærmere udredt for sine smerter, bl.a. med en MR-scanning. I den forbindelse blev det vurderet, at patienten havde trigeminusneuralgi, hvorfor patienten blev sat i behandling herfor. Den 5. april 2016 blev det forsøgt at fjerne tanden 6+ under anvendelse af lokalbedøvelse med Scandonest/ Mepivacain 30 mg/ml. Behandlingen måtte imidlertid opgives, da tanden sad fast i kæbeknoglen. Ifølge journalen var patienten meget nervøs, skreg og trak vejret meget og for hurtigt, hvilket resulterede i, at en ambulance måtte tilkaldes. Patienten fik målt sit blodsukker samt ordineret morfin og blev herefter kørt på hospitalet. Her blev det noteret, at patienten i forvejen havde en dysreguleret diabetes, forhøjet blodtryk, forøget kolesterol i blodet, for lavt stofskifte, fibromyalgi og trigeminusneuralgi siden juni 2015. Det blev vurderet, at patienten var let kronisk medtaget, men ikke akut påvirket. Ifølge journalen fra den 21. april 2016 var rodresten 6+ blevet fjernet af en specialtandlæge og den 2. juni 2016 blev der udleveret en delprotese med stålstel til overkæben.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter og godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at selve behandlingen med plomberingen af +7 følger erfaren specialiststandard, og den valgte lokalbedøvelse og anlæggelsen heraf har fulgt fagligt gældende regler. Smerterne i venstre kind og kæbe samt hovedbunden svarende til de tre grene af den store følenerve nervus trigeminus noteres først den 18. september 2015, hvilket er 3 måneder efter anlæggelsen af lokalbedøvelsen. Der er således ingen sammenhæng mellem lokalbedøvelsen og trigeminusneuralgien, fordi smerterne opstår langt senere end anlæggelsen af bedøvelsen sker.

I den forbindelse fandt Tryg i øvrigt, at en trigeminusneuralgi ligger latent hos den enkelte og kan udløses, men ikke forårsages af en tandbehandling. Årsagen til patientens smerter, trigeminusneuralgien, er altså en grundlidelse, der ingen relation har til tandbehandlingen, men derimod har ligget i kroppen. Da der var grundlag for at behandle tanden +7 og behandlingen har fulgt erfaren specialiststandard og da udviklingen af trigeminusneuralgi ikke skyldes behandlingen den 15. juni 2015, er patienten ikke påført en skade.

Vedrørende behovet for fjernelse af tanden 6+ hos specialtandlægen den 5. april 2016 fandt Tryg, at patienten ikke er påført en skade. I den forbindelse fandt Tryg, at rødderne 6+ var sammenvokset med kæben. Derfor opgives tandudtrækningen, fordi tanden sad dybt fast i kæbeknoglen. Patienten var desuden meget nervøs, skreg og trak vejret på en måde, der medførte behov for ambulance. Uagtet hvor ubehagelig oplevelsen end har været, så blev patientens almene tilstand påvirket som følge af sygdomme hos patienten selv. Patienten blev således henvist til en specialist på baggrund af nervøsitet og en fastvokset tand. Behovet for specialtandlægens behandling skyldes derfor grundlidelse og ikke et forhold ved tandlægens behandling af hende. Der er derfor ikke sket en skade i den forbindelse.

Tryg fandt endvidere, at behandlingen hos tandlægen er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Behandlingen har således været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på det pågældende område.

Tryg fandt derfor, at den indtrådte komplikation i form af midlertidig lammelse (Bells parese) er en hændelig komplikation til et i øvrigt korrekt udført indgreb og ville også kunne indtræde for selv den erfarne specialist.

Tryg fandt herefter, at skaden i form af midlertidig lammelse (Bells parese) er sjælden, men ikke alvorlig. I den forbindelse fandt Tryg, at det er uklart, om udviklingen af Bells parese er udløst af behandlingen med plastfyldning og lokalbedøvelse den 15. juni 2015, da Bells parese også kan opstå uden en udløsende årsag. Det er dog en væsentlig tidsmæssig sammenhæng mellem behandlingen den 15. juni 2015 og udviklingen af patientens gener samme dag. Udviklingen af Bells parese som følge af en behandling sker i under 2% af tilfældene og kan derfor betegnes som værende sjælden.

Tryg fandt dog, at den midlertidige lammelse ikke er tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som patienten er blevet behandlet for. Ud fra sagens oplysninger fandt Tryg, at patienten alene har haft midlertidige gener som følge af Bells parese i form af manglende evne til at lukke venstre øje og mundvigen hang. Patienten har været underlagt behandling med Prednisolon, men ved undersøgelse den 8. oktober 2015 var der ingen gener, fraset lidt savlen.

Tryg fandt i den forbindelse, at uagtet hvor ubehagelige generne i form af manglende evne til at lukke venstre øje, hængende venstre mundvig og lettere savlen har været, så har generne været af midlertidig karakter. Patienten har samtidig haft en del konkurrerende sygdomme, herunder trigeminusneuralgi, som med overvejende sandsynlighed også har haft en indflydelse på, hvordan patientens gener har føltes.

Tryg fandt videre, at en Bells parese uden tilstedeværelsen af andre sygdomme eller lidelser ikke i sig selv med overvejende sandsynlighed kan medføre en sygemelding på over 2 uger eller et behov for Prednisolonbehandling i mere end 10 dage.

Ud fra denne betragtning og henset til, at det er uklart, om det er behandlingen, der har været den udløsende årsag, fandt Tryg, at patientens gener ikke har haft karakter af at være alvorlige. Patienten er derfor heller ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, idet den midlertidige lammelse ikke er alvorlig.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. marts 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at uanset det tidsmæssige sammenfald er tandbehandlingen ikke årsagen til den efterfølgende trigeminusneuralgi, da trigeminusneuralgi ligger latent hos den enkelte og kan udløses, men ikke forårsages af en tandbehandling. Trigeminusneuralgi er således en grundlidelse og ikke en behandlingspåført skade.

For så vidt angår den opståede Bells parese finder nævnet, at denne er forbigående og derfor ikke tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning set i forhold til den grundlidelse, som patienten blev behandlet for. Der foreligger således ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.