3559-17

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig mand, der den 17. juni 2015 var til undersøgelse. I den forbindelse blev det noteret i journalen, at patienten var ryger med dårlig mundhygiejne. Det blev konstateret, at der var en let forværring af parodontosen med minimum to tænder med et klinisk fæstetab på minimum 2 mm eller mere. Der blev instrueret i hjemmetandpleje samt foretaget udvidet tandrensning og tandrodsrensning-er. I oktober 2015 meldte patienten afbud til undersøgelse og henvendte sig herefter akut den 27. november 2015 på grund af smerter. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden 1- på grund af rodspidsbetændelse samt udskrevet en recept på penicillin. Det blev forsøgt at fortsætte rodbehandlingen den 14. december 2015, men behandlingen måtte opgives, da det ikke var muligt at lokalisere kanalerne på 1- og -1 trods mange forsøg. Patienten blev derfor henvist til en specialist for rodbehandling af tænderne 2-, 1- og -1 den 17. december 2015. Den 7. januar 2016 blev tænderne 2-,1- og -1 trukket ud. Den 8. februar 2016 blev det aftalt at vente i to måneder for yderligere heling og lukning. Herefter skulle der tages stilling til bro eller delprotese som erstatning for de mistede tænder. Efterfølgende fik patienten konstateret cancer i mundbunden og der blev påbegyndt behandling den 12. april 2016 på sygehuset med udtrækning af alle tænder i underkæben, frilægning og udtagning af tumoren i underkæben/ mundbund samt rekonstruktion af underkæben med knogle fra underbenet. Efter tandlægeskift var patienten til undersøgelse den 31. august 2016 med behov for behandling af tænderne i overkæben. På sigt skal patienten behandles med en rekonstruktion i underkæben.

Patienten søger nu om erstatning for en operation, der kunne være undgået ved tidligere behandling samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

Tryg fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er påført en skade som følge af behandlingen.

Tryg fandt, at røntgen dateret den 27. november 2015 og 11. december 2015 viser tænderne 2-,1- og -1 med betændelse svarende til tændernes rodspidser og tab af tandbærende knogle. Tænderne er angrebet af dybe huller på tandhalsene og behandlet med dybe fyldninger med forbindelse til tandnerverne og der er tab af tandbærende knogle.

Tryg fandt videre, at den kliniske beskrivelse, de subjektive gener og diagnostik fra røntgen sandsynliggør, at patientens gener havde årsag i infektioner i tændernes nerver og støttevæv. Der er ikke indført notater om subjektive gener og/eller negative fund, der kan sandsynliggøre, at en mundhulecancer var årsag til generne på dette tidspunkt. 

Ved vurderingen af om der er sket en skade, fandt Tryg, at det afgørende er, om tandlægen ved konsultationen den 8. februar 2016 på det tidspunkt, hvor der blev registreret manglende heling efter tandudtrækningerne, med overvejende sandsynlighed burde have henvist patienten til og aktiveret pakke-behandling mod cancer, der altså først blev aktiveret den 23. februar 2016.

Tryg fandt i den forbindelse, at der ikke er tilvejebragt dokumentation for, at tegn på lidelsen kunne være diagnosticeret allerede den 8. februar 2016 og selv såfremt dette var tilfældet, findes det ikke overvejende sandsynligt, at de efterfølgende 14 dages forsinkede diagnostik har medført negative konsekvenser i form af en større behandling, ringere grad af helbredelse eller større risiko for komplikationer. Det tillægges desuden vægt, at patienten selv efter diagnostik af lidelsen først blev opereret den 12. april 2016.

Tryg fandt videre, at skaden ikke er forvoldt af fejl eller svigt i teknisk apparatur m.v.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 23. november 2016.

Nævnet finder, at bedst mulig behandling havde tilsagt, at tandlægen den 8. februar 2016 havde henvist patienten til videre undersøgelse, da der fortsat ikke var heling i området. Imidlertid finder nævnet, at det ikke er overvejende sandsynligt, at forsinkelsen har medført et øget behandlingsbehov eller forringet prognosen for helbredelse.

Nævnet tiltræder derfor, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.