Skip to content

3660-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Behandling med rod og kronebehandling samt fyldningsbehandling. Omgørelse og udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behandling med rod og kronebehandling samt fyldningsbehandling. Omgørelse og udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 48-årig kvinde, der har konsulteret den behandlende tandlæge i perioden fra sommeren 2005 og frem til 22. september 2016. Den 5. juli 2005 blev der indledt rodbehandling af tanden +6, som var behandlet med en guldkrone. Tanden +6 blev rod- og plastfyldt den 12. august 2005. Den 6. september 2007 blev tanden +5 rodbehandlet, og den 26. september 2007 blev tanden rodfyldt samt lukket med en plastfyldning. Den 10. marts 2009 blev tanden +5 behandlet med en fyldning på grund af caries. Den 21. oktober 2010 blev tanden +5 behandlet med en plastfyldning, og den 28. august 2012 blev der igen udført en plastbehandling af tanden på grund af fraktur. I den forbindelse blev patienten anbefalet kronebehandling af tanden +5. Den 17. september 2015 blev tanden +5 præpareret til krone og den 4. oktober 2013 blev kronen cementeret på tanden. Den 21. september 2016 blev der taget røntgenbilleder, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tænderne +5,6. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, som den 30. september 2016 foretog en undersøgelse inkl. røntgenbilleder. I den forbindelse blev der konstateret rodspidsbetændelse på tænderne +5,6 og patienten blev anbefalet kirurgisk rodbehandling af begge tænder samt nye kroner. Desuden blev der konstateret caries i tænderne 6+,3+ og +3, hvorfor der planlægges behandling i form af renboring af tænderne og genopbygning med plastfyldninger.

Patienten søger nu om erstatning for de nuværende behandlingsbehov, som er en følge af mangelfuld tandlægehjælp, i alt 23.552,49 kr.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. april 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at selv om behandlingen af tænderne +5,6 muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få en ny rodbehandling og ny krone, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af tandstatus. Dette forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tryg fandt videre, at årsagen til, at tænderne 6,3+3 er angrebet af caries, med overvejende sandsynlighed skyldes forhold hos patienten selv. Tilstedeværelsen af bakterier på tandfladen er den nødvendige årsag til udvikling af caries og sukker i kosten er medvirkende årsag. Det betyder, at det forhold, at en tand angribes af caries, ikke i sig selv betragtes som en skade, men derimod som en grundlidelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning som følge af behandlingen hos tandlægen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. april 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rod- og kronebehandling af tænderne +5 og +6 kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

For så vidt angår fyldningsbehandling af tænderne 6+,3+ og +3 som følge af caries, svarer denne behandling til den behandling, der under alle omstændigheder skulle have været udført på grund af grundlidelsen caries. Det forhold, at behandlingerne ikke er blevet udført tidligere, har ikke medført et forøget behandlingsbehov og der er alene tale om udskudt behandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.