Skip to content

3636-17

Skadetype: Manglende diagnostik - Andet
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af resorption. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af resorption. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der ved undersøgelse den 23. april 2009 fik taget et storrøntgen, mens der ved undersøgelserne den 16. maj 2011, den 8. maj 2013 og den 16. januar 2017 blev taget sammenbidsrøntgen. Der blev tillige taget røntgen af specielt tanden 6- den 16. januar 2017 og ifølge journalen var der en mørk skygge midt i tanden, som blev tolket som en intern opløsningsproces, som ikke skyldes caries eller fyldning. Det blev videre noteret, at den faktisk kunne ses tilbage fra 2011, men ikke umiddelbart på OP fra 2009. Den 1. februar 2017 blev det noteret, at tanden 6- ikke var bevaringsværdig.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tanden 6-, da den skal ud.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. april 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Trug fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at storrøntgen fra den 23. april 2009 viser 6- med den spædeste start på en skyggedannelse foran det bageste følehorn i nervekamret. Sammenbidsrøntgen den 16. maj 2011, den 8. maj 2013 og den 16. januar 2017 viser et rundt mørkt område i nervekamret på 6-, som er en intern opløsningsproces. Denne opløsningsproces ses forstørret i perioden fra den 16. maj 2011 til den 16. januar 2016, men er i opadgående retning, altså op mod restaureringsbunden og ikke mod roddelingspunktet. Derfor har opløsningsprocessen udhulet den bageste, midterste del af tandkronen, men som Tryg ser billederne, ikke svækket tanden mod roddelingspunktet.

Tryg fandt derfor, at tanden kan rodbehandles og dermed effektivt få stoppet opløsnings-processen, hvorefter tanden vil kunne restaureres med en ny krone, eventuelt med rodstift forankring.

Det forhold, at der eventuelt er sket en forsinket diagnosticering af opløsningsprocessen har således, efter Trygs vurdering, ikke medført et forøget behandlingsbehov eller forringelse af patientens tandstatus. Den behandling, som patienten skal have foretaget er således alene behandling af selve grundlidelsen, opløsningsproces og ikke behandlingen hos tandlægen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 27. april 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6- mistes som følge af mangelfuld diagnostik og dermed forsinket behandling af resorptionen. Ved rettidig behandling kunne tanden have været bevaret.

Behandlingsoverslag skal derfor fremsendes til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.