Skip to content

3580-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der var til konsultation hos anden tandlæge den 15. juni 2010 vedrørende behandling med implantat i regio 6+. I den forbindelse blev der taget røntgen af regionen. Den 23. juni 2010 blev der isat et implantat med diameter 4,0 mm og længde 9 mm i regio 6+. Ved kontrol den 8. august 2010 blev det vurderet, at implantatet var groet fast i knoglen. Der blev derfor cementeret en MK-krone på implantatet den 31. januar 2011 af den behandlede tandlæge. Den 3. marts 2011 blev det konstateret, at skruen, der fastholdt kronen, var løs og der blev anbefalet udskiftning af skruen ved den behandlede tandlæge. Den 14. april 2011 blev der isat en ny skrue ved 6+ af den behandlende tandlæge. Den 18. april 2011 var 6+ løs og blev recementeret. Den 21. februar 2012 blev der ordineret antibiotika på grund af infektion af anden tandlæge, som den 27. februar 2012 foretog rensning ved implantatet, da der var infektion rundt om implantatet. Ved kontrol den 29. marts 2012 blev kronen på implantatet regio 6+ afmonteret og sendt til udbygning af porcelænet. Senere samme dag blev kronen recementeret. Den 6. august 2012 var patienten til kontrol igen hos anden tandlæge, og forholdene blev fundet stationære og mundhygiejnen forbedret. Der blev herefter aftalt ny kontrol. Den 2. september 2013 meldte patienten afbud til anden tandlæge. Patienten henvendte sig herefter den 8. september 2014 til anden tandlæge, da kronen var mistet som følge af knækket skrue. En rest af skruen sad fast i implantatet, og der blev aftalt, at denne skruerest skulle forsøges fjernet. Den 7. oktober 2014 meldte patienten afbud, da han havde skiftet tandlæge. Den 11. november 2014 fandt den behandlende tandlæge, at røntgen viste periimplantitis, og der kunne konstateres pusflød om implantatet.

Patienten søger nu om erstatning for alle udgifter, inkl. kommende udgifter til udbedring af kollaps af 6+ samt evt. skade på andre tænder i området. Desuden søges om godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at indsættelsen af implantat regio 6+ samt ny krone på implantatet regio 6+ kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Der er således ikke sket en skade omfattet af loven og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. december 2016.

Nævnet finder, at den udførte kronebehandling kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige kronebehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.