Skip to content

3669-17

Skadetype: Nerveskade - N.Lingualis
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Omfanget af godtgørelsen for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Omfanget af godtgørelsen for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der den 23. maj 2014 fik fjernet den delvist frembrudte tand 8- ved et operativt indgreb på grund caries, der involverede tandnerven. Efter bedøvelse med 6,8 ml. Xyloplyin blev der foretaget oplukning ved sædvanlig snitføring. Tanden blev fritlagt i knoglen, hvorefter den blev fjernet i et stykke. Efter almindeligt sårtoilette blev der lukket med to suturer. Patienten henvendte sig igen den 27. maj 2014 på grund af smerter. Der blev konstateret dry socket og sårlejet blev skyllet med klorhexidin. Den 28. maj 2014 blev der konstateret betændelsessekret fra såret og noteret synkebesvær. Patienten blev derfor tilset af egen læge, der målte kraftigt forhøjet infektionstal. Der blev derfor ordineret antibiotika. Den 30. maj 2014 blev patienten indlagt på sygehuset på grund af forhøjet infektionstal, smerter, synkebesvær og manglende gabeevne efter fjernelse af visdomstanden. Det blev den 2. juni 2014 noteret i journalen på sygehuset, at der var rimelig god effekt af antibiotikabehandlingen under indlæggelsen, men der var fortsat smerter og nedsat gabeevne. Den kliniske undersøgelse og røntgen viste tegn på restrødder eller afstødt knogle. Desuden blev der konstateret voldsom ømhed i tyggemuskler, der formodedes at være en følge af myoser som følge af visdomsfjernelsen og generne herefter. Det blev endvidere noteret, at patienten mærkede lette føleforstyrrelser i højre side af tungen. Der blev derfor informeret om gabeøvelser og ordineret smertestillende medicin samt antibiotika. Ved kontrol den 20. juni 2014 blev det noteret, at gabeevnen subjektivt blev angivet som normal. Patienten tog stadig smertestillende medicin og havde føleforstyrrelser i højre side af tungen, som var svær at styre. Objektivt blev der konstateret fin heling af såret. Ved test af føleevnen fandtes der ens reaktion i begge sider af tungen og tungebevæg-elserne var tydeligt indskrænket. Patienten kunne ikke få tungen ud over fortænderne og kunne ikke føre tungen til mundvigene. Det formodedes, at der kunne være sket skade på nervus hypoglossus, hvorfor der blev foreskrevet tungeøvelser. I øvrigt bemærkes det, at der var tydelig læspen, men en anelse mindre end sidst.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter til medicin og transport, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén og nedsat arbejdsevne.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. april 2017 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 2.957,56 kr.

Codan fandt, at patienten efter den operative fjernelse af tanden 8- den 23. maj 2014 og frem til hun blev indlagt på sygehus den 30. maj 2014 havde gener i form af infektion med massiv hævelse af sårområdet. Endvidere fremgår det, at patienten i perioden fra den 30. maj 2014 til den 1. juni 2014 var indlagt på sygehus som følge af synkebesvær efter visdomsfjernelse. Patienten var endvidere til undersøgelse på sygehuset den 2. juni 2014.

Codan fandt på den baggrund, at patienten er berettiget til godtgørelse for svie og smerte svarende til 11 dage á 190 kr., i alt 2.090 kr. Hertil kommer renter på i alt 395,13 kr.

Codan fandt videre, at de ved afgørelsen af 4. maj 2016 har vurderet, at patienten var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 10% for påvirkning af nervus lingualis svarende til tungenerven i højre side. Der blev derfor udbetalt en godtgørelse på 81.340 kr. samt renter på 2.130,65 kr. samme dag. Desuden blev patienten henvist til en yderligere neurologisk undersøgelse til vurdering af, om der var sket en skade på tungens bevægenerve i begge sider.

Af den indhentet speciallægeerklæring fremgår det, at der ikke var facialisparese, ingen asymmetri samt ingen trofiske forstyrrelse i ansigtet. Der blev fundet ganesejl uden deviation, fin sensibilitet af ganesejlet. Patientens stemme var ikke hæs. Ved undersøgelsen af tungen blev det bemærket, at patienten ikke kunne bevæge tungen på opfordring. Patientens tunge lå stille i mundhulen. Der var ingen atrofi, ingen fascikulationer, ingen sideforskel. Ved inspektion af tungen kunne der ses normale forhold. Ingen dystone tonusøgninger af tungen eller muskulatur i ganen. Ingen ulceration i mundhulen. Patientens sprog var variabelt og i starten af samtalen var der fuldstændig normal tale, undervejs delvis bulbær tale, foreneligt med nedsat tungebevægelighed, senere var der igen normalisering af sproget, så talevanskeligheder ikke kunne bemærkes. En MR-skanning i oktober 2014 viste, at der ingen tegn var på anurismer, karmisdannelser eller stenoseringer. Der kunne ikke ses sikre tegn på neurovaskulær kontakt. Begge nervi trigemini var upåfaldende i deres intracisterniske forløb. Begge nervi hypoglossi kunne ikke defineres tydeligt. Den kliniske undersøgelse var uden tegn på perifer skade af nervus hypoglossus. De tegn, der skulle være ved skade af nervus hypoglossus, var ikke til at finde hos patienten. Der var endvidere ikke tegn på anden neurologisk sygdom, især ikke tegn på en neurodegenerativ sygdom eller muskelsygdom. Det vurderes ikke, at fjernelse af tanden -8 kunne forårsage skade på nervus hypoglussus. Desuden blev det ikke vurderet, at patienten klinisk havde en perifer hypoglossus parese, idet der ikke var en svær tungeatrofi. Patientens talevanskeligheder var endvidere ikke forenelige med fuldstændig lammelse af nervus hypoglossus på begge sider. Det oplyses endvidere, at en nervus hypoglossisparese ville være en meget usædvanlig skade ved en tandekstraktion. Endvidere oplyses, at en bilateral hypoglossusparese slet ikke kan forklares med en ensidig tandekstraktion, idet afstanden mellem nerven og visdomstanden er 6-8 cm. Endvidere blev det undersøgt om en skade på nervus hypoglossus objektive omfang, herunder tungens bevægelighed i forhold til almindelig funktionsdygtige tunge. Tungens bevægelighed kunne ikke undersøges, idet patienten ikke kunne bevæge tungen. Årsagen til patientens nedsatte bevægelighed kunne ikke afsluttende identificeres ved undersøgelsen. En skade af nerven på grund af for eksempel et kirurgisk indgreb eller følger efter sårinfektion er dog ikke foreneligt med patientens kliniske billede, idet patienten ikke har svært udtalt atrofi og patienten mangler en svær udtalt dysartri.

På den baggrund fandt Codan, at der ikke er årsagssammenhæng mellem patientens manglende evne til at bevæge tungen og den givne tandbehandling på trods af det tidsmæssige sammenfald. Samlet fandt Codan dermed, at patienten ikke er berettiget til yderligere godtgørelse for varigt mén.

Desuden er patienten berettiget til refusion for transportudgifter på i alt 472,43 kr.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 11. april 2017 med den af Codan anførte begundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er årsagssammenhæng mellem den udførte behandling og den efterfølgende påvirkning af tungefunktionen, da der ifølge speciallægeerklæringen af 2. juni 2016 ikke er fundet objektive tegn på en bilateral skade af nervus hypoglossus.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at det varige mén som følge af den anerkendte skade udgør 10%.