Skip to content

3691-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Uberettiget udtrækning af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Uberettiget udtrækning af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig kvinde, der efter forudgående røntgen fik trukket tanden 6- ud den 23. juni 2015. Ifølge journalen var der tale om en kompliceret fjernelse og at årsagen hertil var fravalg af anden behandling. Efterfølgende blev der ikke noteret forhold vedrørende tanden 6-.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. august 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er påført en skade i form af tab af tanden 6- som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalen, at der ikke er journalført fund eller diagnostiske overvejelser omkring tanden 6- som følge af behandlingen. Der er ej heller journalført en behandlingsplan, behandlingsalternativer eller indhentet et informeret samtykke.

Tryg fandt videre, at selv om det fremgår af røntgen fra den 23. juni 2015, at der var et større hul i tanden, så fremstod tandsættet meget cariesaktivt, og det fremgår, at patienten var i behandling med medicin, som havde medført nedsat spytdannelse.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde tilstræbt bevarelse af flest mulige tænder og længst muligt på grund af den øgede risiko for caries. Den erfarne specialist ville også, forud for fjernelsen af tanden 6-, tilsikre, at der var indhentet og journalført et fuldt informeret samtykke, herunder med fremlæggelse af behandlingsalternativer. Herved havde man, efter Trygs vurdering, med overvejende sandsynlighed undgået tabet af tanden 6-.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til rekonstruktion i form af fjernelse af tanden og efterfølgende implantatbehandling.

Tryg fandt dog, at der skal fratrækkes sparede udgifter til rodbehandling, opbygning og kronebehandling af tanden, da patienten ville have haft disse udgifter for at bevare tanden på lang sigt, hvis skaden ikke var sket. Der fratrækkes derfor skønsmæssigt 10.000 kr. i erstatningen. Beløbet vil dog blive mindre, da patienten er medlem af Sygeforsikring Danmark og derfor ville have fået en refusion derfra, hvis skaden ikke var sket.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Trygs afgørelse af 7. august 2017.

Nævnet finder, at udtrækning af tanden 6- er en ud af flere relevante behandlingsmuligheder, og at det i forbindelse med udtrækningen er noteret i journalen ”fravalg af anden behandling”. Tanden 6- mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af grundlidelsen dyb caries.

Som konsekvens heraf ophæves Trygs efterfølgende afgørelse af 12. oktober 2017, og den af Tryg tilkendte erstatning på 9.021 kr. bortfalder.