Skip to content

3722-17

Skadetype: Nerveskade - Flere nerver
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskade til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig mand, der den 4. januar 2017 fik konstateret rodspidsbetændelse samt dyb caries i tænderne -5 og -8. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden -5 samt taget røntgenbillede. Patienten blev desuden anbefalet udtrækning af tanden -8 på grund af omfattende caries. Tanden blev herefter trukket ud samme dag. Ifølge journal af 5. januar 2017 fra sygehuset var patienten efter udtrækning af tanden -8 svedende og rystede over det hele. Patienten var desuden blevet svimmel og det sortnede for øjnene. Desuden havde patienten mindre sensibilitet i venstre side af ansigtet. Patienten ringede samme dag til tandlægen, hvor han oplyste, at han var indlagt med kramper, feber og forhøjede infektionstal. Den 6. januar 2017 havde patienten stadig smerter, hævelse og følelsesløshed og den 10. januar 2017 oplyste patienten igen, at han havde manglende følesans. Ifølge journalen fra den 21. februar 2017 havde patienten efter fjernelse af tanden fået føleforstyrrelser i venstre side af underlæben og tungen.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén for generne i form af følelsesløshed i venstre underkæbe og læbe.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. juni 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra 4. januar 2017 dokumenterer, at der var rodspidsbetændelse på henholdsvis tanden -5 og -8. Der var derfor indikation for rodbehandling af tanden -5.

Tryg fandt videre, at der var absolut indikation for udtagning af tanden -8 på grund af det dybe hul samt rodspidsbetændelsen på tanden -8. Der blev dog ikke taget røntgenbilleder, som belyste de anatomiske forhold optimalt. Den erfarne specialist havde sørget for at optage yderligere røntgenbilleder, panoramarøntgen eller CBCT scanning til yderligere billede diagnostik. Derudover blev der ikke journaliseret et fuldt informeret samtykke til indgrebet, da elementerne med billedanalyse, bivirkninger, mulige komplikationer og risikovurdering mangler.

Tryg fandt herefter, at hvis erfaren specialiststandard var fulgt, havde man med overvejende sandsynlighed undgået føleforstyrrelserne.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for skaden i form af føleforstyrrelser i venstre side af underlæben og venstre side af tungen efter udtagning af tanden -8.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 30. juni 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at føleforstyrrelserne i underlæben er en følge af den nære relation af rodspidsbetændelserne på -5 og -8 til nervekanalen og dermed ikke en følge af, at behandlingen ikke har været bedst mulig. Skaden i form af føleforstyrrelser i underlæben er desuden ikke tilstrækkelig alvorlig og sjælden set i forhold til grundlidelsen. Føleforstyrrelserne i underlæben kan derfor ikke anerkendes som en skade i henhold til loven.

For så vidt angår føleforstyrrelsen i tungen finder nævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at den gennemførte behandling ikke var indiceret, eller at den ikke er udført bedst muligt. Grundlaget for patientens ret til erstatning er derfor ikke § 20, stk. 1, nr. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, men § 20, stk. 1, nr. 4, idet skaden må anses at gå ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle ved en sådan behandling.

Sagen afventer herefter Trygs fastsættelse af méngraden.