Skip to content

3702-17

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig kvinde, der ifølge journalen har konsulteret tandlægen i perioden fra 20. december 2000 til den 21. februar 2013, hvor der er lavet diverse fyldningsbehandlinger og tandrensninger. Den 10. juni 2003 blev der indledt rodbehandling af tanden -6, som blev afsluttet med en rodfyldning den 3. juli 2003. Der blev indledt rodbehandling af tanden 6- den 8. maj 2007, som blev afsluttet med en rodfyldning den 23. maj 2007. Den 8. oktober 2007 blev der indledt rodbehandling af tanden -5, som blev afsluttet med en rodfyldning den 28. oktober 2007. Den 28. maj 2010 blev det noteret, at tænderne 6- og +3 skulle behandles med stift og krone efter rodbehandling af tanden +6. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden +3 den 9. juni 2010, som blev afsluttet med en rodfyldning den 18. juni 2010. Tanden 3+ blev herefter behandlet med en porcelænskrone den 12. august 2010. Den 8. september 2011 blev der indledt rodbehandling af tanden +1, som blev afsluttet med en rodfyldning den 4. oktober 2011. Ifølge journalen fra den 30. januar 2012 blev patienten anbefalet kronebehandling af tænderne -5 og -6, og den 25. juni 2012 blev der anbefalet kronebehandling af tanden +1. Den 21. februar 2013 var kronen på tanden +3 mistet og roden var flækket. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 8. maj 2014 forsynede tanden +1 med en rodstift samt plastkrone. Den 10. juli 2014 blev tanden 5- trukket ud på grund af caries og den 15. juli 2014 blev tænderne +3,+5 og +6 trukket ud på grund af caries. Ifølge journalen fra den 4. september 2014 var der indikation for udtrækning af tænderne -5 og -6 på grund af caries. Ifølge journalen mente patienten, at hun ikke var blevet ordentligt informeret om tændernes dårlige tilstand og dårlige mundhygiejne. Den 30. november 2015 blev tanden 4+ trukket ud på grund af parodontose. Den 12. februar 2016 blev der indledt rodbehandling af tanden 2+ og tanden 4- på grund af rodspidsbetændelse, som herefter blev rodfyldt den 17. marts 2016. Desuden er tænderne 3,2+4,4- og -4 blevet behandlet med plastfyldninger i perioden hos den nye tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt for allerede afholdte udgifter. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. juli 2017 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 5.346,82 kr. i erstatning. Patienten er dog muligvis berettiget til yderligere erstatning.

Tryg fandt, at to regninger på henholdsvis 5.910,21 kr. og på 8.880,42 kr. dækkes med 2.361,58 kr. og 3.955,74 kr. som følge af den anerkendte skade. Der vil dog blive fratrukket refusion fra Sygeforsikringen Danmark, hvorfor den samlede erstatning udgør 5.225,32 kr. samt renter heraf på i alt 121,50 kr.

Tryg fandt videre, at behandlingsoverslag vedrørende rodbehandling, røntgen og elektronisk rodmål af tanden 2+ på 1.683,52 kr., behandlingsoverslag vedrørende udtrækning af tænderne +3,+5,-5 og -6 samt røntgen og bedøvelse, og behandlings-overslag vedrørende røntgen og ortopan storrøntgen kan godkendes. 

Tryg fandt dog, at to behandlingsoverslag vedrørende behandling af implantat ved området ved tænderne 4+,+5, stiftopbygning og metalkeramikkrone til tanden 2+, fireleddet bro og udtrækning af tænderne 4-4 samt opbygning i forbindelse med implantat, metalkeramikkrone på implantaterne 5-,4-,-4 ikke kan godkendes.

Tryg fandt i den forbindelse, at den fremsendte behandlingsplan på implantater og implantatbårne rekonstruktioner ikke kan godkendes, da patienten ikke er kandidat til implantatbehandling. Tryg anbefalede derimod behandling med aftagelig delproteser.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 6. juli 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det ikke umiddelbart kan lægges til grund, at implantatbehandling er kontraindiceret. Hvis det kan dokumenteres, at patienten responderer sufficient på parodontal behandling, og at sygdomsaktiviteten er nedadgående, vil implantatbehandling kunne være en mulighed.

I modsat fald kan der tilkendes erstatning for udgifterne til delproteser samt en godtgørelse for varigt mén på 5-10 % jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på en nærmere afklaring af sygdomsaktiviteten samt for at høre patienten, hvilken af de to mulige behandlinger hun måtte ønske, såfremt implantatbehandling er en mulighed.

I øvrigt bemærkes, at der, hvis implantatbehandling kan bevilges, skal beregnes fradrag for kroner på implantaterne 4-4, da denne behandling under alle omstændigheder skulle have været udført for at bevare tænderne på længere sigt, hvis skaden ikke var sket. Der kan alene tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af den anerkendte skade, og ikke for udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder.