Skip to content

3762-17

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende smerter ved tandhalsene. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende smerter ved tandhalsene. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig kvinde, der den 29. oktober 2013 var til en indledende samtale med henblik på tandregulering af underkæbetænderne, da hun havde kosmetiske gener. Ifølge journalen havde patienten i maj 2013 været udsat for kattebid i underlæben, som efterfølgende havde givet anledning til smerter og føle-forstyrrelser i underlæben. Den 26. november 2013 blev patienten henvist til udtagning af fortanden i underkæben som led i tandreguleringsbehandlingen og den 28. januar 2014 blev selve tandreguleringsbehandlingen iværksat ved brug af faste bøjler. Den 30. juni 2015 blev det noteret, at patienten oplevede neuralgiforme smerter i underlæben svarende til tænderne 1-1 svarende til der, hvor patienten var blevet bidt af en kat i maj 2013. Efterfølgende havde patienten fortsat nervesmerter og blev derfor henvist til kæbekirurgisk afdeling den 19. januar 2016. Ved undersøgelse på kæbekirurgisk afdeling den 1. marts 2016 blev det noteret, at man ikke fandt sammenhæng mellem kattebiddet og smerterne i underlæben. Man fandt derimod, at der kunne være tale om en mulig allergisk reaktion overfor retentionstråden ved bøjlen. Patienten blev derfor anbefalet, at man fjernede retentionstråden for at observere en eventuel ændring i smerteniveauet. Den 17. maj 2016 noterede den behandlende tandlæge, at der ikke var nogen bedring i underlæbens nervesymptomer efter fjernelse af retentionstråden i underkæben.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. august 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af materialet, at patienten forud for tandreguleringsbehandlingen havde oplevet flere episoder med nervesmerter i underlæben og hageregionen. Selv om patienten oplever smerter og er meget generet af disse, så kan der på baggrund af materialet ikke med overvejende sandsynlighed konstateres en klar årsagssammenhæng mellem den udførte tandreguleringsbehandling og de uspecifikke smerter fra underlæben.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. august 2017.

Det fremgår af journalen fra øre-næse-halslægen, at patientens nuværende gener er smerter fra tandhalsene ved de midterste tænder i undermunden.

Gener af den nævnte karakter er et almindeligt kendt fænomen, og det er nævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for at betegne generne som en skade som følge af patientens tandreguleringsbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.