Skip to content

3785-17

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 43-årig kvinde, der den 22. januar 2004 fik rodbehandlet to rodkanaler i tanden -5 af tidligere tandlæge. Den 28. januar 2004 blev -5 rod- og plastfyldt og tanden -6 blev restaureret med en fyldning i plast den 2. marts 2004. Der blev den 25. april 2005 konstateret fraktur af tanden -5, som derfor blev restaureret med en fyldning. Den 15. november 2005 var tanden -5 knækket og blev derfor restaureret med en plastfyldning. Den 2. april 2008 journaliserede anden tandlæge, at tanden -5 skulle opbygges med støbt opbygning samt restaureres med en krone. Tanden -5 blev derfor genopbygget med en rodkanalforankret stiftopbygning den 21. maj 2008 og den 11. juni 2008 blev der cementeret en krone på tanden. Den 26. november 2013 var patienten til undersøgelse hos den behandlende tandlæge, hvor tanden -4 blev behandlet for caries ved gradvis renboring. Den 27. januar 2014 havde patienten tabt stiftkronen på tanden -5. Patienten blev informeret om, at der var behov for revision af rodbehandlingen på tanden -5, da der var rodspidsbetændelse ved tanden. Den 28. januar 2014 noterede tidligere tandlæge, at stiftopbygningen og kronen på tanden -5 var faldet af, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden. Ifølge journalen var rodspidsbetændelsen opstået efter kronebehandlingen den 11. juni 2008. Den behandlende tandlæge forsøgte at revidere rodbehandlingen den 24. februar 2014 og den 31. marts 2014 blev kronen recementeret på tanden efter rodfyldning. Den 25. august 2014 blev det noteret, at tænderne 7+ og -4,6 skulle behandles for caries/ defekte fyldninger, hvorfor tanden 7+ samme dag blev behandlet med en plastfyldning. Renboring af tanden -4 blev fortsat den 16. september 2014 og tanden -6 blev behandlet for en defekt fyldning.  Den 19. maj 2015 blev der taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise dyb caries i tanden, hvorfor tanden blev gradvis renboret. Den 31. august 2015 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden 6+, som blev afsluttet den 22. september 2015 med rod- og plastfyldning. Der blev desuden taget røntgen af tanden -5, som fandtes at vise heling af rodspidsbetændelsen. Den 13. januar 2016 blev tanden -6 behandlet for caries, og det blev noteret, at caries havde tæt relation til tandnerven. Der var derfor stor risiko for, at tanden -6 måtte rodbehandles. Den 3. februar 2016 blev tanden -4 behandlet for caries og det blive noteret, at der var risiko for, at tanden skulle rodbehandles. Desuden blev patienten anbefalet kroner på sigt. Patienten oplyste den 10. februar 2016, at hun havde spændinger/ pres mod kæbe-leddet. Patienten blev informeret om, at tænderne -4 og -6 skulle rodbehandles. Den 11. februar 2016 var der mistanke om to rødder i tanden -5 og eventuel ubehandlet kanal. Der var risiko for brud på tanden, når stiftkronen skulle afmonteres. Kronen på tanden   -5 blev herefter fjernet den 9. marts 2016 og der blev indledt revision af rodbehandling-en. Den 21. marts 2016 havde patienten gener fra tanden -6, hvorfor der blev indledt rodbehandling af tanden, som blev fortsat over flere seancer. Den 20. april 2016 var stiftkronen på tanden -5 mistet og den 1. juni 2016 blev rodbehandlingen af tanden -6 afsluttet. Den 28. juni 2017 blev rodbehandlingen afsluttet med rodfyldning. Den 6. september 2016 havde patienten stadig gener fra venstre side af underkæben og det blev noteret, at tanden -4 havde to rodkanaler. Patienten blev herefter henvist til en ny tandlæge for behandling af tanden samt for behandling af tanden -5 i forsøg på at finde 2. kanal. Der blev derfor den 1. december 2016 indledt rodbehandling af tanden -4 hos ny tandlæge, hvor der blev lokaliseret tre rodkanaler i tanden. Det blev dog vurderet, at tanden -5 skulle observeres i minimum 6 måneder, før der skulle tages stilling til behandling af den tand. Den 8. december 2016 blev rodbehandlingen af tanden -4 afsluttet med rodfyldning i alle tre kanaler. 

Patienten søger nu om erstatning for de kroner, der skal laves i fremtiden samt for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. november 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tænderne 6+ og -4,5 blev rodbehandlet på grund af grundlidelsen, hul. Behovet for rodbehandling af tænderne er derfor en følge af de konsekvenser, som grundlidelsen, hul, har haft for tænderne. Behovet for rodbehandling af tænder efter fyldningsbehandlinger er en almindelig og hændelse komplikation, som ikke kan lastes behandlende tandlæge.

Tryg fandt derfor, at behandlingsbehovet for tænderne 6+ og -4,5 med overvejende sandsynlighed er en følge af grundlidelsen, hul, og den nødvendige behandling heraf og dermed ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme. Det er således tændernes oprindelige grundlidelse, hul, eller forhold i forbindelse med behandlingen, som har medført behovet for rodbehandlingerne.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 20. november 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbillede af 20. september 2011 viser caries i tanden -4, som derfor ikke blev diagnosticeret og behandlet rettidigt. Det opståede behov for rodbehandling, stift og kronebehandling er derfor en følge af mangelfuld diagnostik og behandling og der kan derfor tilkendes erstatning herfor. Regning for rodbehandling og behandlingsoverslag vedrørende stift og kronebehandling skal derfor fremsendes til Tryg med henblik på godkendelse, før behandling med stift og krone bliver indledt.

For så vidt angår tanden -6 hjemvises sagen til Tryg med henblik på stillingtagen til denne. I øvrigt har nævnet noteret sig, at Tryg har oplyst, at sagen vil blive genoptaget vedrørende tanden 6+.