Skip to content

3560-17

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Fyldnings- og rodbehandling og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldnings- og rodbehandling og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der den 9. september 2015 fik diagnosticeret caries i tanden +7. I forbindelse med behandlingen heraf den 23. september 2015 skete der en gennembrydning til tandens nervekammer. Der blev derfor ilagt et desinficerende materiale og tanden blev behandlet med en plastfyldning. Efterfølgende oplevede patienten voldsomme smerter i venstre side af ansigtet, hvorfor hun opsøgte vagtlægen den 26. september 2015. Vagtlægen fandt, at patienten skulle indlægges til undersøgelse og behandling af sine smerter. Den 28. september 2015 var patienten igen til behandling hos tandlægen, da hun havde smerter fra tanden og hospitalet anbefalet, at hun fik det vurderet, om det kunne skyldes tanden. Patienten blev anbefalet at få tanden rodbehandlet, hvorfor der blev indledt rodbehandling samme dag. Den 7. oktober 2015 blev rodbehandlingen afsluttet. Efterfølgende oplevede patienten en forværring i sine smerter, da hun også begyndte at få smerter i hele højre side af ansigtet. Patienten blev derfor indlagt via skadesturen den 22. oktober 2015. Den 1. april 2016 var patienten til en fokuseret klinisk undersøgelse uden indførelse af notater om tanden +7.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén som følge af en kronisk trigeminal neuropati samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at behandlingen den 23. september 2015 har været udført i overensstemmelse med de tandlægefaglige principper, idet tanden +7 på korrekt diagnostisk grundlag blev behandlet for et hul og en lille gennembrydning af tandens nervekammer blev aflukket med et desinficerende materiale.

Tryg fandt videre, at tandbehandlingen den 23. september 2015 ikke med overvejende sandsynlighed er årsag til patientens voldsomme smerter, hun har fået først i venstre side af ansigtet og efterfølgende også i højre side. Det er Trygs vurdering, at patientens smerter med overvejende sandsynlighed må skyldes andre årsager.

Tryg fandt herefter, at der er ingen tvivl om, at patienten har været gennem et særdeles ubehageligt forløb med mange smerter og påvirkninger af hverdagen, men det er desværre ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patientens gener fra højre og venstre side af ansigtet skyldes tandbehandling. Der er derfor ikke sket en skade i lovens forstand og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. november 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder på baggrund af den indhentede speciallægeerklæring, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte tandbehandling af tanden +7 er årsagen til patientens nuværende gener.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.