Skip to content

3811-18

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig kvinde, der den 21. januar 2004 havde symptomer fra tanden 7-. Det blev derfor forsøgt at rodbehandle tanden 7- den 28. januar 2004, men tandens rodkanaler kunne ikke lokaliseres. Patienten blev derfor henvist til en specialtandlæge den 10. februar 2004. Ifølge journalen fra den 8. september 2004 var der ikke længere gener fra tanden 7-, efter at den var blevet kirurgisk rodbehandlet hos specialtandlægen. Den 17. april 2009 blev tanden -7 behandlet med plast på grund af caries, og den 5. april 2011 blev tanden -6 behandlet med plast på grund af caries. Den 25. september 2012 blev der taget bite wings, og den 1. december 2014 blev der taget røntgen af tanden 5+. Den 6. januar 2015 blev der konstateret caries i tanden -6, og den 24. februar 2015 blev der cementeret en krone på tanden. Den 8. september 2015 blev tanden 5+ behandlet med en plastfyldning. Der blev taget røntgen den 12. april 2016, som fandtes at vise caries i tanden 7-. Det blev desuden journaliseret, at fyldningen i tanden -7 var meget stor, og at kronen på tanden   -6 skulle laves om. Endvidere blev der konstateret caries i tanden 5+. Patienten henvendte sig hos en anden tandlæge den 5. oktober 2016, hvor der blev konstateret caries i tænderne 7-,-6 og 5+. Substanstabet ved tanden 7- fandtes at være så stort, at tanden ikke kunne bevares og derfor skulle fjernes og erstattes med implantat. Den 18. oktober 2016 blev det igen noteret, at der var caries i tænderne 5+ og -7, og at tanden 5+ formentlig havde behov for rodbehandling på grund af fyldningens tætte relation til nerven. Desuden var der spalte ved kronen på tanden -6, men rodfyldningen skulle laves om, inden ny kronebehandling. Tanden 7- blev herefter trukket ud. Den 20. oktober 2016 blev det noteret, at tanden 5+ havde substanstab til knogleniveau, og at en rodbehandling af tanden ville medføre yderligere substanstab, mens en kronebehandling ville inkludere knoglefjernelse. Der fandtes derfor at være indikation for fjernelse af tanden og erstatning med implantat. Der blev desuden noteret substanstab på tanden -6 samt utilstrækkelige rodfyldninger. Den 24. oktober 2016 blev fyldningen i tanden -7 fjernet, og der blev konstateret caries i tanden. Det blev vurderet, at tanden -7 var stærkt svækket på grund af det store substanstab og der var risiko for, at tanden skulle fjernes. Den 25. oktober 2016 blev kronen på tanden -6 fjernet, og der blev konstateret omfattende caries i tanden. Substanstabet var så stort, at tanden ikke kunne bevares. Det blev desuden noteret, at det ikke var forsvarligt at genopbygge tanden -7, da den ikke var bevaringsværdig. Den 3. november 2016 blev patienten henvist til en specialtandlæge for kirurgisk rodbehandling af tanden 6- samt overslag på implantater. Den 9. november 2016 noterede specialtandlægen, at der var indikation for udtrækning af tanden 7-, da tanden var fraktureret og med stor substandstab. Desuden var der indikation for fjernelse af tanden 5+ på grund af fraktur og rodspidsbetændelse. Endvidere var 2/3 del af kronen på tanden -6 knækket, og der var derfor indikation for fjernelse af tanden. Tanden -7 var ligeledes fraktureret og med rodspidsbetændelse. Tanden 7- blev herefter trukket ud den 11. november 2016.

Patienten søger nu om erstatning for de mistede fire tænder med implantater samt for udgifterne til transport og medicin.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. januar 2018 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at røntgenbilledet af 1. december 2014 dokumenterer, at der var hul under den eksisterende fyldning. Tanden 5+ blev plastfyldt den 8. september 2015, og der blev igen registreret hul i tanden 5+ den 12. april 2016. Desuden blev der den 18. oktober 2016 journaliseret, at tanden 5+ var forsynet med en ikke velpassende fyldning med gennembrud til tandens nerve. Der blev den 20. oktober 2016 registreret hul til knogleniveau i tanden 5+.

Tryg fandt herefter, at den manglende tæthed af fyldningen i tanden 5+ samt rodbehandling af tanden 5+ har været årsagen til den yderligere udvikling af hul i tanden 5+, og at tanden 5+ herefter mistes. Den erfarne specialist havde sørget for, at tanden 5+ var blevet rodbehandlet efter registreringen af hul samt opbygget og restaureret med en krone. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået tabet af tanden 5+ og følgerne heraf.

Tryg fandt videre, at røntgen af 25. september 2012 dokumenterer, at tanden -7 er med en stor fyldning med nær kontakt til tandens nervekammer. Fyldningen i tanden var ikke tæt. Der blev registreret hul i tanden -7 den 24. oktober 2016 og tanden var stærkt svækket på grund af det store substanstab.

Tryg fandt herefter, at den manglende tæthed af fyldningen i tanden -7 samt rodbehandling af tanden har været årsagen til den yderligere udvikling af hul i tanden og at tanden herefter mistes. Den erfarne specialist havde sørget for, at tanden var blevet rodbehandlet efter registreringen af hul samt opbygget og restaureret med en krone. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået tabet af tanden og følgerne heraf.

Tryg fandt endvidere, at tanden -6 blev cementeret med en krone den 24. februar 2015 på grund af hul. Tanden var tidligere rodbehandlet og røntgen af 25. september 2012 viser, at rodfyldningerne i tanden -6 var tynde og korte. Det blev den 12. april 2016 journaliseret, at kronen skulle laves om. Desuden fandt Tryg, at røntgen af 12. april 2016 viser, at tanden var forsynet med en ikke velpassende krone. Der ses manglende kronemateriale på tandens bagudvendende flade samt tegn på hul. Derudover viser røntgen, at der ikke var foretaget revision af rodfyldningerne. Den 25. oktober 2016 blev det journaliseret, at der var omfattende hul i tanden -6 og at den ikke kunne bevares på grund af substanstab.

Tryg fandt herefter, at den manglende revision af rodbehandling af tanden -6 og derefter kronebehandlingen har været årsagen til, at tanden mistes. Kronen på tanden var uden pasning mellem krone og tand, hvorfor der udviklede hul i tanden. Den erfarne specialist havde indledningsvist sørget for, at der var foretaget revision af rodbehandling af tanden -6 inden kronebehandlingen, idet rodfyldningerne i tanden var tynde og korte. Herefter skulle tanden være forsynet med en velpassende opbygning og krone for at undgå udviklingen af hul. Ved denne fremgangsmåde havde man med overvejende sandsynlig-hed undgået tabet af tanden og følgerne heraf.

Tryg fandt desuden, at røntgen af 25. september 2012 viser tanden 7- med en omfattende fyldning, hvor der er hul. Hullet blev ikke behandlet og den 18. oktober 2016 blev det journaliseret, at tanden ikke kunne bevares på grund af omfattende hul.

Tryg fandt herefter, at tanden 7- allerede i 2004 var en tand med så usikker prognose, at det ikke kunne forventes, at den kunne bevares på lang sigt. Fjernelse af tanden er således en udskudt behandling, hvilket ikke er en skade i lovens forstand.

Tryg fandt således, at der kan tilkendes erstatning for tab af tænderne 5+ og -6,7.

Tryg godkendte herefter delvist de fremsendte behandlingsoverslag, hvilket der blev redegjort nærmere for. I den forbindelse vil der blive fratrukket for sparede udgifter, da patienten har sparede udgifter til rodbehandling af tænderne 5+,-6,7, opbygning til tænderne 5+ og -7 og kroner til tænderne 5+ og -7. Der fratrækkes derfor skønsmæssigt 26.000 kr. i erstatningen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 2. januar 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbillederne fra den 28. marts 2013, den 11. marts og den 1. december 2014 viser et mindre cariesangreb i tanden 5+, som ikke blev diagnosticeret og journalført af tandlægen.

Nævnet finder videre, at hvis cariesangrebet på daværende tidspunkt var blevet behandlet med en fyldning, ville rodbehandling, støbt opbygning og kronebehandling af tanden 5+ have været undgået. Der skal derfor ikke foretages fradrag for udgifterne hertil.

I det øvrige stadfæstes Trygs afgørelse.