Skip to content

3810-18

Skadetype: Nerveskade - N.Lingualis
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen delvist ændret
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af tand med efterfølgende nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Operativ fjernelse af tand med efterfølgende nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 40-årig mand, der den 6. november 2014 fik konstateret, at tanden 6- skulle fjernes på grund af parodontitis marginalis profunda. Desuden viste røntgen rodspidsbetændelse samt caries i tanden. Tanden 6- blev derfor fjernet operativ den 27. januar 2015 med anlæggelse af lokalbedøvelse med Xyloplyin-adrenalin og Dentocaine. Den 3. februar 2015 oplyste patienten, at tungens højre siderand og tungespidsen i højre side var følelsesløs. Ifølge journalen fra den 26. februar 2015 oplevede patienten forværret smerter i regio 6- samt smerter i tungens højre halvdel/ mundbunden. Røntgen fandtes at vise pæn opheling ved regio 6-. Tænderne 7- og 5- blev slebet og det blev aftalt at se tiden an vedrørende føleforstyrrelsen. Den 12. juni 2015 havde patienten stadig følelsesløshed i tungens højre siderand. Patienten henvendte sig den 20. august 2015 med smerter i overkæben samt føleforstyrrelse i tungens højre siderand og fik en tid til dagen efter. Den 21. august 2015 blev der noteret pæn opheling ved regio 6- og ingen skarpe kanter på 7,5-. Patienten angav nedsat følelse ved palpation med pincet på tungens siderand. Der var dog normal følelse/ sensitivitet i tungespidsen og kindslimhinden.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. december 2017 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 68.800 kr. i godtgørelse for varigt mén.

Codan fandt, at den neurosensoriske undersøgelse viser, at der er sket påvirkning af nervus lingualis svarende til højre side af tungen. Patienten angiver sit sensibilitetstab til VAS=8, mens føleforstyrrelsens påvirkning af livskvalitet i forbindelse med arbejds- og privatliv ligeledes angives til VAS=8. Ved den neurosensoriske undersøgelse konstateres der et funktionstab svarende til nedsat følsomhed, samt at patienten oplever neurogent ubehag i form af konstant sovende, snurrende og prikkende gener. Ved sensibilitets-testen konstateres der nedsat reaktion ved fjerlet berøring, berøring med pirk, ved varme og kulde, samt at den protektive reaktion er nedsat. Patientens smagssans er nedsat ved sødt, salt, bitter og surt og patienten føler sig meget generet af, at han bider sig selv i tungen og læsper lidt. Der redegøres videre for patientens subjektive gener.

Codan fandt herefter på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne subjektive gener, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 8% jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings Méntabel punkt A.1.4.1. Godtgørelse udgør herefter 68.800 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 20. december 2017 med den af Codan anførte begrundelse.

Efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel punkt A.1.4.1. vurderes væsentlige føleforstyrrelser ved nerveskader som den foreliggende til 5-10% mén. På grundlag af resultatet af den neurosensoriske undersøgelse er udgangspunktet, at méngraden fastsættes til 5%. Nævnet er enig med Codan i, at de beskrevne gener har en sådan karakter og omfang, at dette udgangspunkt kan fraviges, således at méngraden forhøjes til 8%.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om erstatningens størrelse og omfang.