Skip to content

3836/18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 28-årig kvinde, der blev set hos tandlægen den 28. maj 2008 efter at være faldet på cyklen. Tænderne 1+1 og +3 var i den forbindelse blevet beskadiget, hvorfor tanden 1+ blev rodbehandlet overfladisk og behandlet med en plastfyldning samme dag. Desuden blev tanden +1 behandlet med en plastfyldning, mens tanden +3 blev behandlet med en plastfyldning den 1. juli 2008. Efterfølgende blev der taget røntgen af tanden 1+ henholdsvis den 16. juni 2010, den 6. februar 2012 og den 26. juni 2014. Den 17. juli 2014 blev tænderne 1+1 og +3 behandlet med plast og den 25. august 2014 blev der indledt behandling med bidskinne, som blev udleveret den 9. september 2014. Ifølge journalen fra den 28. marts 2017 ønskede patienten at få plastfyldningerne i tænderne 1+1 og +3 skiftet ud med nye plastfyldninger eller med porcelænsfacader.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til behandlingen i 2008 samt erstatning for fremtidige udgifter til porcelænsfacader.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. januar 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalnotatet af 28. maj 2008, at tænderne 1+1 blev behandlet med plastfyldninger på grund af et cykeluheld, hvor tænderne var blevet beskadiget. Den 1. juli 2008 blev tanden +3 plastfyldt. Den 28. marts 2017 blev det journaliseret, at patienten havde et ønske om skift af fyldningerne i tænderne 1+1 og +3. Det fremgår dog ikke, at det var nødvendigt med et skift af fyldningerne.

Tryg fandt herefter, at behandlingen af tænderne 1+1 og +3 med plastfyldninger i 2008 ikke har haft negative konsekvenser for tænderne 1+1 og +3. Der er derfor ikke tale om en erstatningsberettigende skade.

Tryg fandt videre, at selv om behandlingen med plastfyldninger i tænderne 1+1 og +3 i 2008 muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige. Det betyder, at patienten kan få skiftet fyldningerne med nye fyldninger, porcelænsfacader eller kroner uden negativ påvirkning af tænderne eller forringelse af patientens tandstatus. Det nuværende behov for behandling af tænderne 1+1 og +3 med plast-fyldninger eller porcelænsfacader kan således udføres under samme forudsætninger, som hvis de var blevet udført på et tidligere tidspunkt. Der er således tale om udskudt behandling, hvilket ikke er en skade i lovens forstand.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 18. januar 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den behandling, der nu ønskes udført, kan laves under samme forudsætninger som tidligere. Udskudt behandling er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

I øvrigt bemærkes det, at det forhold, at tandlægen eventuelt ikke har meldt skaden til Deres forsikringsselskab rettidigt, ikke udgør en skade i lovens forstand. Et eventuelt erstatningskrav i den forbindelse må rettes direkte mod tandlægen.