Skip to content

3867-18

Skadetype: Skade på rod
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling. Ej forældet. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Brobehandling. Ej forældet. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 17. maj 2018, som anført nedenfor.

 

Tryg har begrundet afgørelsen med, at Deres erstatningskrav er forældet. Tryg har lagt til grund, at skaden er forårsaget i perioden fra maj til 1. august 2007, og at Deres skadesanmeldelse, som er modtaget den 26. oktober 2017, dermed er indgivet for sent i forhold til den absolutte frist for forældelse på 10 år.

 

De har i anken blandt andet anført, at De finder afvisningen helt urimelig, og at De i øvrigt ikke er overbevist om, at der foreligger en overskridelse. De redegør endvidere for forløbet med forsøg på at indhente journalen fra tandlægen.

 

I forbindelse med behandlingen af Deres sag har Tandskadeankenævnet fået tilvejebragt journalen fra tandlægen ved at rette henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed. I den forbindelse har Tandskadeankenævnets sekretariat bedt Dem om at præcisere, hvilke tænder anmeldelsen vedrører. De har herefter oplyst den 22. august 2018, at sagen vedrører 3 tænder på en skinne i venstre sides overmund som implantater.

 

Efter en gennemgang af journalen fra tandlægen, som burde have været indhentet inden afgørelsen, er Tandskadeankenævnet ikke enig i, at sagen er forældet, idet behandlingen i venstres side overmund ikke ses at være udført i 2007, men tidligst i 2010 og igen i 2014.

 

På denne baggrund er der ikke indtrådt forældelse med hensyn til det erstatningskrav, som De har rejst i Deres anmeldelse til Tryg den 26. oktober 2017.

 

Da Tryg ikke i øvrigt har taget stilling til, om betingelserne for erstatning er opfyldt, hjemvises sagen til fornyet behandling hos Tryg.