Skip to content

3880-18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Rod- og kronebehandling og efterfølgende død tandnerve med behov for ny rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rod- og kronebehandling og efterfølgende død tandnerve med behov for ny rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der den 4. juli 2007 fik isat et implantat i regio +6. Den 5. februar 2008 blev abutment isat, mens mk-kronen blev cementeret på implantatet +6 den 25. februar 2008. Den 18. august 2010 blev det ved røntgen konstateret, at implantatet +6 havde løsnet sig. Patienten blev derfor anbefalet brobehandling fra +5 til +7 uden beregning på grund af det løsnet implantat. Der blev derfor præpareret til bro den 27. april 2011 samt taget røntgen. Den 31. maj 2011 blev broen cementeret midlertidigt, da broen var for høj og havde tilpasningsproblemer. Ifølge journalen fra den 6. juni 2011 var broen løs og der blev taget aftryk til en ny bro. Den 8. juni 2011 blev den nye bro cementeret og der blev taget kontrolrøntgen. Patienten henvendte sig igen den 12. december 2011 med symptomer fra venstre side, og der blev derfor taget røntgen. Den 8. juli 2014 blev broen recementeret. Den 14. juli 2014 blev der akut påbegyndt rodbehandling af tanden +5 samt taget røntgen. Efterfølgende blev rodbehandlingen fortsat over flere gange og den 2. oktober 2014 blev tanden +5 rodfyldt. I den forbindelse blev der taget kontrolrøntgen og det blev noteret, at der var blødning i 19 mm. afstand mod rodspidsen og rodkanalens udgangspunkt fandtes at være på rodens side og ikke i rodspidsen. Tanden blev herefter plomberet med plast den 9. oktober 2014. Efterfølgende henvendte patienten sig til en ny tandlæge den 28. november 2016, som tog røntgen. Det blev noteret, at broen var løs, og at røntgen viste en for kort rodfyldning i tanden +5 samt opløsning af rodspidsknoglen. Tandlægen fandt, at broen burde fjernes for en ny rodbehandling af tanden +5 og en ny bro, eller alternativt implantatbårne kroner i regio +5 og +6. Den 21. april 2017 blev det noteret, at broen ikke var løs, og at tanden +5 ifølge røntgen ikke var bevaringsværdig.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. marts 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra den 18. august 2010 viser et kort implantat omgivet af opløst knogle i et område med lav knoglehøjde imod bunden af kæbehulen. Herudover viser røntgen fra den 27. april 2011, at knoglen i området +6 er gendannet og fortsat er lav, samt at tænderne +5 og +7 har dybe fyldninger. Endvidere viser røntgen, at rodspidsknoglen ved tanden +5 muligvis har en opløsning, fordi området er mørkt aftegnet. Det kan være tegn på nervedød og en slumrende rodspidsbetændelse. Efterfølgende røntgen fra den 12. december 2011 viser en opløsning af rodspidsknoglen på tanden +5, hvorfor nerven i +5 med overvejende sandsynlighed har været død siden 2011, fordi det er den døde tandnerve, der forårsager opløsning af rodspidsknoglen/ rodspidsbetændelse.

Tryg fandt videre, at det ikke kan afgøres, om nerven var død før brobehandlingen eller som følge af brobehandlingen. Imidlertid er nervedød i forbindelse med krone- og brobehandling en velkendt komplikation. Hyppigheden af problemer med tandnerven i form af rodbetændelse i forbindelse med en kronebehandling er 12-15%. Rodbetændelse er således en absolut uønsket, men velkendt komplikation, der er uforudsigelig og altså lejlighedsvis uundgåelig. Nervedød og rodspidsbetændelse er en konsekvens af tandens samlede lidelseshistorie, og dermed en udvikling af grundlidelse.

Tryg fandt således, at behovet for rodbehandling af tanden +5 i 2014 er en behandling af grundlidelsen og dermed ikke en dækningsberettigende skade.

Tryg fandt endvidere, at røntgenbilledet fra 28. november 2016 viser, at rodfyldningen i tanden +5 er kortere end roden, og at der fortsat er rodspidsbetændelse. Desuden ses roden med en normal længde. På den baggrund vurderes det, at rodfyldningen med overvejende sandsynlighed kan fornyes, og hvis det ikke fjerner betændelsen, kan der foretages en kirurgisk rodbehandling. Disse behandlinger er ligeledes behandling af tandens grundlidelse.

Tryg fandt desuden, at da rodbehandlingen af +5 svækker den tandstub, som fastholder og stabiliserer broens kronedel +5, vil det være forventeligt, at broen skal fornyes, enten fordi den allerede er løsnet eller vil løsne sig fra tanden +5. Det vil derfor være nødvendigt at pilotere broens bærestub i tanden +5 med en rodstift. Det er muligt at gøre, netop fordi rodens længde og tykkelse tillader det selv efter en eventuelt rodspidsamputation. Dette udgør behandling af tanden +5’s grundlidelse og brofornyelsen er behandling som følge af, at tanden +6 mangler, hvilket også er behandling af patientens grundlidelse.

Tryg fandt således, at disse behandlinger ligeledes er behandling af grundlidelsen og dermed ikke en dækningsberettigende behandlingsskade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. marts 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tandnervens død er en velkendt følge af krone- og rodbehandling, hvorfor et eventuelt behov for en fornyet rodbehandling, inklusiv kirurgisk rodbehandling således er en følge af grundlidelsen

Nævnet finder videre, at brobehandlingen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige brobehandling. Det forhold, at en behandling eventuelt skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.