Skip to content

3849-18

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang inkl. fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang inkl. fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig kvinde, der den 14. juli 2016 fik påbegyndt rodbehandling af tanden -5 på grund af dyb caries. Rodbehandlingen blev fortsat den 11. august 2016 og ifølge journalen viste røntgenbillede, at der var sket en skævboring ved forsøg på at lokalisere rodkanalen. Den 5. september 2016 blev rodbehandlingen afsluttet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. februar 2018 traf Tryg afgørelse om, at patientens foreløbige erstatning udgør -583,31 kr. Patienten er dog berettiget til yderligere erstatning.

Tryg fandt, at regning på 10.581,69 kr. omhandler implantatoperation, knogleopbygning, røntgen m.m.

Tryg fandt herefter, at regningen kan godkendes delvist, da beløbet på 4.000 kr. for knoglesubstitut og membran ikke godkendes. Årsagen er, at der ikke er dokumenteret behov herfor, som oplyst i brev af 2. november 2017. Der dækkes således med 6.591,69 kr. Dog foretages der fradrag af 8.000 kr. for sparede udgifter til opbygning og krone, som patienten ville have haft under alle omstændigheder, hvis skaden ikke var sket jf. afgørelsen af 2. november 2017. Da patienten var medlem af Sygeforsikringen Danmark, ville patienten kunne have opnået et tilskud på 825 kr. Fradraget reduceres derfor med dette beløb, og fradraget udgør herefter 7.175 kr. Erstatningen udgør derefter -583,31 kr.

Når Tryg modtager regningen for den resterende behandling, kan denne som udgangspunkt dækkes fuldt ud, under hensyntagen til de i behandlingsoverslaget oplyste priser.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 26. februar 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke foreligger den nødvendige dokumentation for behov for knogleopbygning, membranbehandling og smileprotese. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning herfor, da der alene tilkendes erstatning for rimelige udgifter til den skadesudbedrende behandling.

Desuden tiltrædes fradragets størrelse, idet der alene kan tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke for udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder for at bevare tanden på længere sigt. I den forbindelse bemærkes det, at der ikke er foretaget fradrag for udgifterne til en rodbehandling.