Skip to content

3919-18

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der henvendte sig med smerter den 21. september 2015 efter at have mærket et jag ved tygning. Der blev noteret smerter og ømhed ved tygning, som fandtes at komme fra tanden 7-. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag og ved den fortsatte rodbehandling den 7. oktober 2015 knækkede der en rodfil i den forreste, yderste rodkanal, som ikke kunne fjernes. Rodbehandlingen blev afsluttet den 20. oktober 2015 med en rod- og plastfyldning. Patienten henvendte sig den 5. juli 2017 med hævelse og ømhed ved tanden 7-. Der blev taget røntgen og konstateret fistel med pusafgang. Patienten fik herefter ordineret antibiotika og henvist til en specialtandlæge med henblik på behandling i form af kirurgisk rodbehandling. Patienten blev herefter undersøgt af specialtandlægen den 22. august 2017, som informerede patienten om, at det ikke kunne udelukkes, at tanden var knækket. Prognosen for kirurgisk rodbehandling blev herefter vurderet til 60-70%, og det blev noteret, at patienten ønskede at drøfte den videre behandling med egen tandlæge. Den 25. maj 2018 blev der indledt kirurgisk rodbehandling af tanden og i den forbindelse blev det konstateret en længdegående rodfraktur på den fremadvendende rod samt knogletab. Kirurgisk rodbehandling fandtes derfor ikke længere realistisk og tanden blev fjernet samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. august 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten med overvejende sandsynlighed har mistet tanden 7- som følge af rodfraktur, der med overvejende sandsynlighed var tilstede ved konsultationen den 21. september 2015, og som efterfølgende blev bekræftet ved tandens fjernelse den 25. maj 2018. Tabet af tanden 7- skyldes således ikke den knækkede rodfil, men rodfrakturen, hvilket ikke er en følge af behandlingen hos tandlægen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. august 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillede fra den 22. august 2017 viser tanden 7- uden tydelige tegn på rodspidsbetændelse. Det findes derfor ikke overvejende sandsynligt, at fistlen stammer fra rodspidsen. Desuden konstaterede specialtandlægen en længdegående fraktur af den forreste, yderste rod af tanden, hvilket medførte behov for tandudtrækning.

Nævnet finder herefter, at det er overvejende sandsynligt, at tanden mistes på grund af grundlidelsen, rodfraktur og ikke den knækkede rodfil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.