Skip to content

3908-18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Aftagelig protetik

Beskrivelse:

Behov for nye delproteser samt behandling af grundlidelse. Ikke grundlag for genoptagelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for nye delproteser samt behandling af grundlidelse. Ikke grundlag for genoptagelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig mand, der den 29. november 2012 fik konstateret caries i flere tænder. Desuden skulle der fjernes tænder/ rødder samt fremstilles en delprotese. Den 28. januar og 12. februar 2013 blev tænderne 4,3+2,3,6 og -4,5 trukket ud og tænderne 6,2,1+1 samt 4-7 blev behandlet med fyldninger. Den 21. marts 2013 blev der udleveret delproteser til over- og underkæben. I perioden fra den 22. marts 2013 til den 30. juli 2014 blev der foretaget tilpasning af delproteserne, specielt i overkæben flere gange, mens tanden 2+ blev behandlet med en fyldning og efterfølgende krone på grund af caries. Desuden blev tanden 1+ behandlet med en fyldning, mens tanden +3 tre gange blev behandlet med fyldninger på grund af caries. Patienten blev i øvrigt anbefalet kronebehandling af tænderne 1+1 for at bevare disse på sigt. Den 30. juli 2014 henvendte patienten sig, da tænderne 1+1 var knækket på grund af en arbejdsskade. Det blev vurderet, at der skulle laves kroner på tænderne og det blev noteret, at patienten ikke brugte overkæbeprotesen, da den ikke passede ordentligt. Den 16. september 2014 henvendte patienten sig, da tanden 2+ var løs. Der blev konstateret betændelse ved tanden og patienten blev medgivet gel til påsmøring. Den 11. november 2014 blev tænderne 1+1 behandlet med plastfyldninger og der blev taget aftryk til udvidelse af overkæbeprotesen. Den 13. november 2014 blev tanden 2+ trukket ud på grund af tab af støtteknogle samt rodspidsbetændelse. Desuden blev den udvidet overkæbeprotese isat. Den 14. november 2014 blev protesen tilpasset. Ved undersøgelse den 28. januar 2015 oplyste patienten, at han havde gener fra tænderne 1+1 på grund af bøjlerne fra overkæbeprotesen. Den 5. marts 2015 blev der konstateret caries i tanden 1+, som blev behandlet med en fyldning den 6. marts 2015. Den 27. marts 2015 blev det noteret, at forsikringen havde meddelt, at der ikke kunne bevilges kroner på tænderne 1+1. Ifølge journalen fra 2. juli 2015 var patienten ked af fortænderne 1+1 og at protesen i overkæben ikke fungerede.

Patienten søger nu om erstatning for tre tænder, protese samt godtgørelse for svie og smerte.    

I brev af 22. februar 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at protesebehandlingen i overkæben kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Omgørelse af allerede udført behandling er ikke en skade i lovens forstand og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning til sine udgifter til en ny protesebehandling.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Det bemærke i den forbindelse, at der ved klage til Regionstandlægenævnet gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor de påklagede behandlinger blev udført.

Codan fandt videre, at røntgen fra den 29. november 2012 viser, at der er meget caries i tænderne 1+1, og at det behandlingsbehov, patienten nu har for tænderne 1+1, ikke skyldes tandlægebehandlingerne, men derimod har årsag i patientens grundlidelse caries.

Codan fandt endvidere, at tanden 2+ mistes som følge af traumet den 29. juli 2014 og tabet af tanden 2+ har derfor ikke årsag i tandlægebehandlingen.

Codan fandt derfor samlet, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus for tænderne som følge af den udførte behandling og dermed er der ikke sket en erstatnings-berettigende skade.

Afgørelsen for Regionstandlægenævnet ændrer ikke Codans vurdering, da det anføres, at begrundelsen for afvisningen skyldes, at tænderne var nedbrudte. Endvidere anføres det, at tabet af tanden 2+ er en følge af traumet den 29. juli 2014 og ikke den udførte behandling, hvilket fortsat er vurderingen.

Codan fandt derfor, at sagen ikke kan genoptages.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. april 2018 traf Codan afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

Codan fandt, at de modtagne oplysninger ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til det grundlag, hvorpå Codan traf afgørelsen af 22. februar 2016 på.

Codan fandt i den forbindelse, at de i afgørelsen af 22 februar anfører, at protese-behandlingen kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling, hvilket fortsat er vurderingen. Det fremgår endvidere af afgørelsen fra Regionstandlægenævnet, at patientens tandlæge tilbagebetaler honoraret for delprotesen i overkæben på 12.075 kr.

For så vidt angår tænderne 2,1+1 anføres det i afgørelsen af 22. februar 2016, at tænderne 1+1 allerede i 2012 var angrebet af caries, hvorfor behandlingsbehovet for disse tænder ikke skyldes tandlægens behandling, men derimod har årsag i tandsygdommen caries.

Afgørelsen for Regionstandlægenævnet ændrer ikke Codans vurdering, da det anføres, at begrundelsen for afvisningen skyldes, at tænderne var nedbrudte. Endvidere anføres det, at tabet af tanden 2+ er en følge af traumet den 29. juli 2014 og ikke den udførte behandling, hvilket fortsat er vurderingen.

Codan fandt derfor, at sagen ikke kan genoptages

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 9. april 2018 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at de modtagne oplysninger ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til det grundlag, hvorpå Codan traf afgørelsen af 22. februar 2016.

Sagen kan derfor ikke genoptages.