Skip to content

3920-18

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Perietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse

Perietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig mand, der den 8. april 2015 fik taget røntgen af tænderne 7,5+ den 8. april 2015. I den forbindelse blev der noteret udvidet spalte og vital tand samt dyb parodontitis ved 7+. Der blev herefter udarbejdet et behandlings-overslag på brobehandling, 7,6,5+ samt eventuel rodbehandling af tanden 7+ den 28. december 2015. Den 3. februar 2016 blev der igen taget røntgen af tanden 7+, som fandtes at vise ingen rodspidsforandringer. Den 5. februar 2016 blev der præpareret til bro regio 7,5+ og den 11. februar 2016 blev den midlertidige bro repareret med plast på 7+, som var følsom. Patienten henvendte sig senere telefonisk samme dag, da han havde meget ondt og problemer med at sove. Der blev derfor aftalt tid til rodbehandling. Den 18. februar 2016 meldte patienten afbud og den 22. februar 2016 ændrede patienten sin tid. Ifølge sms til tandlægen den 1. marts 2016 gik det bedre, og patienten havde kun lidt murren. Patienten ønskede at udskyde tiden til cementering, da han ønskede at være symptomfri Den 9. marts 2016 meldte patienten igen afbud, da han fortsat mærkede lidt til 7+. Den 13. april 2016 henvendte patienten sig telefonisk, da han havde ondt og ønskede rodbehandling. Den 14. april 2016 noterede tandlægen, at patienten havde diffuse symptomer, ingen byld eller bankeømhed, men patienten mærkede kuldefølsomhed. Der blev taget røntgen af 7+, som fandtes at vise let fæstetab ved rodens delingspunkt. Dette fandtes at være uden betydning for, at tanden kunne være bropille i flere år. Ifølge journalen fra den 4. maj 2016 var patientens symptomer aftaget meget, og patienten ønskede at vente med fjernelse af den midlertidige bro. Den 19. maj 2016 blev der indledt rodbehandling af tanden 7+ på grund af død tandnerve. Der blev taget røntgen og tanden blev lukket midlertidigt. Rodbehandlingen blev herefter fortsat over tre gange med rodfyldning den 16. juni 2016. Der blev taget kontrolrøntgen og noteret, at der var lidt rodfyldningscement udenfor rodspidsen i den forreste af de ydre rødder. Den 23. juni 2016 blev patienten set af en specialtandlæge, som foretog en CBCT-scanning. Patienten havde symptomer ved tryk med en negl eller en tandstik på ydersiden af gummen. Det blev overvejet at cementere MK-broen, som havde været færdig siden februar 2016. Der blev herefter fremstillet en ny midlertidig bro. Specialtandlægen fandt i øvrigt, at den inderste og bageste af de ydre rødder på tanden 7+ var rodfyldt til bunds og tæt. Desuden var den forreste af de ydre rødder med en kanal rodfyldt og en mulig gennemboring af rodvæggen og rodens anden kanal uden rodfyldning. Den 30. august 2016 blev det noteret, at en second opinion fra Tandlægeskolen var, at der var rodfyldningsoverskud igennem rodspidsen af den yderste forreste rod og mulig gennemboring af rodvæggen. Der var usikkerhed om resultatet. Den 2. september 2016 blev der taget røntgen af tanden 7+ og MK-broen blev cementeret midlertidigt.

Patienten søger nu om erstatning for samtlige udgifter.

I brev af 10. februar 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af gennembrydning af rodoverfladen ved tanden 7+ og følgerne heraf som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at røntgenbilledet fra den 3. februar 2016 viser tanden 7+ med en høj rodsokkel, altså den del af roden, som er mellem tandkronen og rodens delingspunkt. Der er 30-40% fæstetab og roden er omgivet af en vandret knogle med intakt knogleskal. Rodkomplekset er fra og inklusiv roddelingspunktet indlejret i sund knogle. Tanden er på dette tidspunkt sund på røntgenbilledet med spor af knogletab efter parodontose, men solidt knogleforankret og velegnet som bropille.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet fra den 17. juni 2017 viser 7+ med fire rodfyldninger. Rodsoklen ses udhulet overvejende sandsynligt med gennemboring af roddelingspunktet. Den ene rodfyldning i den forreste af de ydre rødder er overvejende sandsynligt placeret op igennem roddelingspunktet, og i rodens rodhindespalte på den bagudvendende side. Røntgenbillederne fra den 2. september 2016 viser et tab af tandbærende knogle imellem rødderne fra roddelingspunktet og til undersiden af kæbehulen.

Tryg fandt herefter, at der overvejende sandsynligt er sket en skævboring igennem rodens delingspunkt. Det har medført de moderate og diffuse symptomer, fordi skævboringen har forårsaget betændelse, der har medført knogletab imellem tandens rødder.

Tryg fandt i den forbindelse, at erfaren specialiststandard havde været, at man i denne situation havde foretaget en skånsom oplukning igennem nervekamret og rodkanalernes top, eksempelvis med ultralyd. Dernæst kalibrering af instrumenter og instrumentering med roddimensionen. Hermed ville gennemboringen af nervekamrets bund med overvejende sandsynlighed være undgået.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til behandling i form af skadesudbedrende behandling.

I brev af 17. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at patienten foreløbigt er berettiget til 1.164,65 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at den modtagne regning på 999 kr. omhandler en CBCT-scanning, som er en følge af den anerkendte behandlingsskade. Udgiften dækkes derfor.

Tryg fandt videre, at 4 andre regninger er en følge af selve grundlidelsen og ikke en følge af den anerkendte skade i form af gennembrydning af rodoverfladen på tanden 7+ den 19. maj 2016. Regningerne kan derfor ikke dækkes.

Tryg fandt endvidere, at patienten er berettiget til 165,65 kr. i erstatning for afholdte medicinudgifter.

Tryg fandt herefter, at det modtagne behandlingsoverslag vedrørende kirurgisk rodbehandling af tanden 7+ på i alt 5.762,04 kr. kan godkendes.

I brev af 31. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 3.912,04 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at den modtagne regning på 3.018,52 kr. omhandler tanden 7+, og at udgifterne hertil er en følge af den anerkendte behandlingsskade. Udgiften dækkes derfor.

Tryg fandt videre, at den modtagne regning på 893,52 kr. er en følge af den anerkendte skade, hvorfor den dækkes.

Tryg fandt desuden, at der skulle fremsendte et specificeret behandlingsoverslag for implantatbehandling af tænderne 7,6+.

I brev af 15. juni 2017 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 989 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at den modtagne regning på 989 kr. omhandler panoramarøntgen, og at udgiften er en følge af den anerkendte behandlingsskade. Udgiften dækker derfor.

I brev af 24. november 2017 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 2.855,75 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at den modtagne regning på 2.811 kr. omhandler fjernelse af tand, og at denne udgift er en følge af den anerkendte behandlingsskade. Udgiften dækkes derfor. Hertil kommer renter på 44,75 kr.

Tryg fandt videre, at det modtagne behandlingsoverslag på 20.951 kr. vedrørende tænderne 5+ og 6+ kan godkendes for så vidt angår behandling med krone og opbygning af 6+. Dog kan der som udgangspunkt kun godkendes en pris på 7.000 kr. for kronen og 2.800 kr. for opbygningen, hvilket svarer til gældende markedspris.

Tryg fandt videre, at det modtagne behandlingsoverslag på 16.817,12 kr. for sinusløft og implantatbehandling ved 6+ kan godkendes i sit fulde.

Desuden bedes om et specificeret behandlingsoverslag for implantatbehandling regio 7+ fremsendes, hvis en sådan behandling ønskes.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. september 2018 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 16.817 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at den modtagne regning på 16.817 kr. omhandler implantatoperation af 6+, og at udgiften er en følge af den anerkendte behandlingsskade. Udgiften dækkes derfor.

Tryg fandt videre, at patienten ikke er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da han ikke har været sygemeldt som følge af skaden.

Det er i øvrigt Trygs vurdering, at patienten har haft mulighed for at lægge de 14 konsultationer på andre tidspunkter end de få dage, hvor han måtte lukke klinikken.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. september 2018 for så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste, som er den del af afgørelsen, som De har anket til Tandskadeankenævnet.

Nævnet finder, at de oplysninger, der foreligger, ikke tilstrækkeligt dokumenterer, at De har lidt et erstatningsberettigende indtægtstab som følge af den anerkendte tandskade. Der kan derfor ikke tilkendes Dem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.