Skip to content

3933-18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for kirurgisk rodbehandling og ny krone. Udskudt behandling og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for kirurgisk rodbehandling og ny krone. Udskudt behandling og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig kvinde, der den 13. januar 2014 fik taget røntgen og konstateret caries i tanden 6-. Tanden blev derfor behandlet med en plastfyldning samme dag. Den 10. december 2015 var tanden 6- knækket, hvorfor patienten blev anbefalet en krone på tanden. Tanden 6- blev herefter præpareret til krone den 18. februar 2016 og den 26. februar 2016 blev kronen cementeret på tanden. Den 24. oktober 2016 blev tanden 6+ præpareret til en krone, hvor der tillige blev taget røntgen. Kronen blev herefter cementeret på tanden 6+ den 7. november 2016. Den 15. november 2017 konstaterede ny tandlæge caries i tanden 6-, hvorfor patienten blev anbefalet en ny krone på tanden. Desuden blev der taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor informeret om, at tanden 6+ skulle kirurgisk rodbehandles.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en kirurgisk rodbehandling og en ny krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. juli 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt efter en konkret vurdering, at der ikke er sket en udvikling i sygdommens omfang ved tanden 6+ i perioden fra den 24. oktober 2016 til den 15. november 2017, som ændrer behandlingsmulighederne eller muligheden for helbredelse.

Tryg fandt på den baggrund, at en ny almindelig rodbehandling gennem kronen eller kirurgisk rodbehandling af tanden 6+ ikke medfører væsentlig forringelse og dermed heller ikke nødvendiggør en mere kompliceret behandling, end hvis den nye rodbehandling eller kirurgiske rodbehandling var sket den 24. oktober 2016. Det vil sige, at en ny almindelig rodbehandling gennem kronen eller kirurgisk rodbehandling af tanden kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Tryg fandt videre, at for så vidt angår tanden 6- kan kronebehandlingen laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling, selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet. Det betyder, at den nuværende krone kan bores af og en ny krone kan fremstilles, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne kronebehandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I øvrigt gjorde Tryg opmærksom på, at hvis tanden 6- skal rodbehandles på grund af hul, har dette årsag i grundlidelsen, hul og følgetilstande hertil, og ikke på grund af den udførte behandling. Tanden 6- havde allerede den 13. januar 2014 dybt hul med tæt relation til tandens nervehulrum.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 23. juli 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den kirurgiske rodbehandling af tanden 6+ kan ske under samme forudsætninger som tidligere. Det forhold, at behandlingen ikke er blevet udført tidligere, medfører ikke, at der foreligger en skade i lovens forstand.

Nævnet finder videre, at behandlingen med krone på tanden 6- kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige kronebehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For så vidt angår eventuel krav om tilbagebetaling af honorar for de tidligere udførte behandlinger har De mulighed for at anmelde forholdene til Styrelsen for Patientklager, som herefter vil tage stilling hertil. I den forbindelse har man mulighed for at søge Tandlægeforeningens Praksisforsikring om tilbagebetaling af honorar - se venligst på hjemmesiden: www.tf-praksisforsikring.dk/sikringsordning