Skip to content

3942/18

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig mand, der den 16. april 2008 fik konstateret caries i tanden 7+.  Den 14. maj 2008 blev tanden forsynet med en krone, og den 18. juni 2008 blev det noteret, at tanden var følsom. Der blev derfor aflastet samt behandlet med fluor. Den 27. juni 2008 var tanden stadig følsom, og der blev givet fluor. Patienten henvendte sig igen med stærke smerter den 1. august 2008 og efter aftale blev der indledt rodbehandling af tanden. Den 28. august 2008 blev det noteret, at røntgen viste en knækket rodfil i den distale-faciale kanal. Det blev forsøgt at komme forbi rodfilen uden held, hvorefter tanden blev rodfyldt. Ifølge journalen blev patienten informeret herom. Den 25. oktober 2017 henvendte patienten sig akut på grund af smerter fra tanden 7+. Der blev taget røntgen samt ordineret penicillin.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, medicin, smerter og eventuelt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 4.679,69 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at regning på 6.377,69 kr. omhandler røntgenoptagelse, rodfyldning x 4, rodresektion, operativ fjernelse af cyste og lokalbedøvelse. Det fulde beløb for selve rodfyldningen udgør ifølge regningen 2.264 kr.

Tryg fandt herefter, at regningen kan godkendes delvist, da beløbet på 1.698 kr. for rodfyldning på tre rødder ikke kan godkendes. Årsagen er, at der udelukkende dækkes for den del af udgifterne til rodfyldningen på tanden 7+, som er beskadiget som følge af skaden. Der dækkes således kun for en rodfyldning i den rod, filen er knækket, dvs. den yderste, bagerste rod. Erstatningen udgør herefter 4.679,69 kr.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke er berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 6. november 2018, som anført nedenfor.

Tryg finder, at regningen på 6.377,69 kr. kan godkendes i sin helhed, idet røntgen dokumenterer, at rodens pæleformede rodkompleks med kun én spids medfører, at det ikke er muligt at operere kun én kanal.