Skip to content

3937/18

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries med tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries med tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der den 13. juni 2008 fik cementeret en krone på tanden 6+. Den 4. juli 2014 var tanden knækket og det blev noteret, at der ikke var meget tand at arbejde med. Det blev herefter aftalt, at der skulle fremstilles en ny krone, og patienten blev informeret om risikoen for rodfraktur. Tanden blev herefter forstærket med en rodstift og opbygning, og den 10. juli 2014 blev tanden præpareret til krone. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 4. august 2014. Ifølge journalen fra den 6. februar 2015 var stiftopbygningen løsnet fra roden. Patienten blev informeret om, at roden eventuelt skulle fjernes og erstattes med en bro. Der blev herefter isat rodstifter i tanden den 29. september 2015 for at få kronen til at holde, og den 23. oktober 2015 blev kronen cementeret. Den 4. oktober 2016 konstaterede anden tandlæge, at røntgenbillede viste betændelse under kronen, og at det skulle observeres. Den 15. december 2016 blev det noteret i journalen, at der var betændelse og diverse stifter umuliggjorde ortograd revision. Retrograd amputation fandtes at være tvivlsomt, da der var dyb poche mesialt, som indikerede revne/fraktur i rodkomplekset. Prognosen for 6+ fandtes derfor at være ringe. Den 29. november 2017 blev tanden trukket ud, da patienten var generet af løs krone.

Patienten ønsker nu erstatning for udgifterne til implantat regio 6+.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. juli 2018 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden 6+ som følge af kronen, der ikke var fremstillet med tæt og sikkert ringgreb hos tandlægen.

Tryg fandt, at røntgenbillederne af 4. oktober 2016 og 1. december 2016 dokumenterer hul under kronen på tanden 6+. Desuden blev det den 15. december 2016 noteret, at der var rodspidsbetændelse på tanden.

Tryg fandt herefter, at tanden 6+ blev behandlet med opbygning og stifter uden forudgående rodbehandling samt fremstilling uden optimal forankring og præcision.

Tryg fandt videre, at den erfarne specialist havde sørget for, at tanden var rodbehandlet den 4. juli 2014 eller lige efter. Tanden skulle være rodbehandlet med tætte og homogene rodfyldninger til rodspidsen. Herefter skulle tanden være behandlet med stiftopbygning og restaureret med en krone med mindst 2 mm sikkert ringgreb om tandstubben. Ved denne fremgangsmåde havde man med overvejende sandsynlighed undgået tab af tanden 6+ og følgerne heraf.

Tryg fandt således, at der blev foretaget behandling med opbygning uden forudgående revision af rodbehandlingen, da opbygningen blev monteret på en rod med betændelse. Derudover blev kronen på tanden monteret uden ringgreb.

Tryg fandt derfor, at der kan tilkendes erstatning for rimelige udgifter til fjernelse af tanden og erstatning med implantat. Der vil dog blive fratrukket for sparet udgifter til rodbehandling, da patienten ville have haft denne udgift for at bevare tanden på lang sigt, hvis skaden ikke var sket. Fradraget fastsættes skønsmæssigt til 3.000 kr. Desuden vil der blev fratrukket 7.500 kr. svarende til udgiften for opbygning og krone, da disse ikke er fundet at være udarbejdet efter almindelig anerkendt standard. Spørgsmål om tilbagebetaling af honorar for udført mangelfuldt arbejde er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientsikkerhed (Patientklager).

Hvis patienten ikke ønsker den mistede tand 6+ erstattet med et implantat, kan der alternativt tilbydes en kompensation på 4.000 kr. for tab af tanden, idet tab af en tand ikke medfører varigt mén jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. juli 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der skal ske fradrag for rodbehandling, opbygning og krone, da De under alle omstændigheder skulle have afholdt udgifterne hertil for at bevare tanden 6+ på længere sigt. Der kan alene tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af den anerkendte skade og ikke for udgifter, som De under alle omstændigheder skulle have afholdt.

Det forhold, at De allerede har betalt for en opbygning og krone, medfører ikke, at der kan tilkendes erstatning for disse udgifter. Spørgsmålet om tilbagebetaling af honoraret er en sag mellem Dem og den tandlæge, der lavede det nævnte tandlægearbejde, og De kan derfor rette Deres krav om tilbagebetaling over for tandlægen.

Hvis De ikke kan blive enig med tandlægen, har De mulighed for at klage til Styrelsen for Patientklager

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens omfang.