Skip to content

3968/19

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling, som senere måtte udføres igen. Omfanget af den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling, som senere måtte udføres igen. Omfanget af den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 39-årig mand, der den 3. november 2014 fik konstateret caries i tanden -6. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 19. november 2014. Den 22. januar 2015 blev rodbehandlingen fortsat, og den 17. februar 2015 blev rodbehandlingen afsluttet med en rodfyldning. I den forbindelse blev der taget et røntgenbillede, som fandtes at vise en knækket fil i den forreste, indre rodkanal. Den 7. juli 2015 blev det noteret, at patienten oplevede problemer med tanden -6, og det blev derfor drøftet, om der skulle foretages kirurgisk rodbehandling. Den 22. februar 2016 fandtes røntgenbillede at vise rodspidsbetændelse på tanden. Patienten blev derfor anbefalet en kirurgisk rodbehandling.

I brev af 18. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at den knækkede rodfil i tanden -6 ses på røntgen fra den 17. februar 2015, og at det nu forhindrer behandling af rodspidsbetændelsen, som er dokumenteret ved røntgen fra den 22. februar 2016 ved en ny rodbehandling gennem kronen, og komplikationen med rodspidsbetændelse må behandles ved et kirurgisk indgreb.

Tryg fandt videre, at røntgen fra den 3. november 2014 viser caries i tanden -6 i sådan en udstrækning, at tanden skal rodbehandles. Røntgen fra den 19. november 2014 viser, at det forreste rodkompleks på tanden -6 har en afbøjning. For at undgå belastning og brud på rodinstrumenterne skal oplukningen til tandens rodkanal derfor rykkes fremad i kronen, sådan at rodfilene ikke belastes med risiko for belastningsfraktur (den yderste del af filene låses i den tynde rodkanal samtidig med, at filene vinkles og belastes).

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde draget omsorg for, at der var fremstillet en større oplukning gennem den forreste del af kronen, og at der var fremstillet en konisk facon i den øverste del af rodkanalen, sådan at rodfilene overvejende bearbejdede rodkanalen i filenes egne akser. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at filen knækkede og dermed, at der nu er kommet rodspidsbetændelse.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til behandling i form af kirurgisk rodbehandling af den forreste rod på tanden -6.   

1. instans afgørelse:

I brev af 24. juli 2018 traf Trug afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen efter de almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse.

Tryg fandt i den forbindelse, at der er tale om omgørelse af den skadesudbedrende behandling.

Tryg fandt videre, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt forventningerne til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få ny kirurgisk rodbehandling, uden at det vil have en negativ påvirkning af hans tænder eller forringelse af tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget den skadesudbedrende behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Tryg fandt derfor, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 24. juli 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der er grundlag for at genoptage sagen, da udgiften til den anden kirurgiske rodbehandling ligeledes er en følge af den oprindelige anerkendte skade. Der er således tale om, at den skadesudbedrende behandling ikke er lykkedes i første omgang, hvorfor den må foretages igen. Regning herfor skal fremsendes til Tryg, der herefter vil tage stilling til erstatningens størrelse og omfang.

Hvis tanden senere mistes som følge af den anerkendte skade, skal dokumentation herfor fremsendes til Tryg, der herefter vil tage stilling til, om der kan tilkendes erstatning herfor.