Skip to content

3970/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der den 25. oktober 2013 fik taget røntgen af tanden 3+. I den forbindelse blev det noteret, at nerven i tanden 3+ var død på grund af en kæbeoperation. Den 8. april 2014 blev det noteret, at en el-test viste nervedød i tænderne 3+3. Desuden blev der taget røntgen af tænderne. Tænderne 3+3 blev herefter rodbehandlet den 23. oktober 2014, og den 7. november 2014 blev der taget røntgen af tænderne. Igen den 28. oktober 2015 blev der taget røntgen og noteret intet abnormt.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén, da tænderne er grimme og grå.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Indledningsvist fandt Tryg, at misfarvningen af tandkronerne 3+3 er en følge af tændernes nervedød og dermed en følge af den kirurgiske tandregulering, som ikke er foretaget af tandlægen.

Tryg fandt herefter, at de rodfyldninger, som tandlægen har lavet i tænderne 3+3, er muligt at omgøre, idet omfang rodfyldningerne er utilstrækkelige.

Tryg fandt således, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få nye rodfyldninger i tænderne 3+3, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen  for Patientklager. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 23. november 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tænderne 3+3 kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige rodbehandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

For så vidt angår eventuel misfarvning af tænderne er dette en følge af grundlidelsen i form af døde tandnerver og ikke en følge af den udførte rodbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.