Skip to content

3977/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. En behandling, der ikke er lykkedes og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny rodbehandling. En behandling, der ikke er lykkedes og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der henvendte sig den 14. august 2013, da tanden 4+ var knækket. Det blev aftalt, at tanden skulle restaureres med en krone. Der blev derfor præpareret til krone og i den forbindelse skete der en gennembrydning til tandnerven. Tanden blev derfor rodbehandlet i to rodkanaler. Den 21. august 2013 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodbehandling af to kanaler og ingen gennembrydning. Ifølge journalen fra den 10. december 2013 viste røntgen fine forhold ved tanden. Der var dog muligvis en 3. rodkanal i tanden. Den 2. januar 2014 blev det forsøgt at finde en 3. kanal, men uden held. Tandlægen fandt herefter, at tanden skulle krones, da det var for drastigt at fjerne en tand, der fungerede godt. Kronen blev herefter cementeret midlertidigt den 10. januar 2014. I den forbindelse blev det noteret, at patienten i hele ugen havde mærket en meget følsom og øm slimhinden. Den 17. januar 2014 blev kronen cementeret endeligt. Patienten henvendte sig igen den 25. februar 2014, da tanden var ekstrem følsom for koldt og varmt. Der blev derfor lakeret med fluorlak. Ifølge journalen fra den 10. juni 2015 var der af og til smerter ud for tanden. Patienten var hos en anden tandlæge den 17. november 2016, hvor der blev taget røntgen af tanden. I den forbindelse blev det vurderet, at der var en 3. rod samt rodspidsbetændelse. Patienten blev efterfølgende henvist til Tandlægeskolen for scanning af tanden. Der blev derfor foretaget en scanning af tanden den 8. februar 2017 på Tandlægeskolen, som fandtes at vise tre rødder, hvoraf den fremadvendende rod ikke var rodbehandlet. Desuden var der rodspidsbetændelse på denne rod. Den 7. marts 2016 fandt anden tandlæge, at tanden skulle trække ud og erstattes med implantat eller bro. Tanden blev derfor trukket ud den 13. marts 2017.

Patienten søger nu om erstatning for alle udgifter til udbedring af skaderne efter dårligt udført rodbehandling, incl. kasseret krone, udskift af fyldninger, transportudgifter, scanningsudgift, udtrækning af tanden, smileprotese samt fremtidige udgifter til implantat. 

1. instans afgørelse:

I brev af 22. oktober 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 4+ skulle kronebehandles, da tanden var knækket. I forbindelse med forberedelserne til kronebehandlingen skete der en gennembrydning af tanden. Tanden blev som følge heraf rodbehandlet i to rodkanaler. Desuden viser røntgenbilledet af 21. august 2013, at der var rodbehandlet i to af rodkanalerne i tanden, men ingen gennembrydning.

Tryg fandt videre, at røntgenbillede af 10. december 2013 viser, at der muligvis var en 3. rodkanal i tanden. Dette blev også noteret den 17. november 2016. Patienten blev derfor henvist til Tandlægeskolen.

Tryg fandt endvidere, at der den 8. februar 2017 blev foretaget en scanning af tanden. Det fremgår af beskrivelsen, at der på tanden kunne ses tre rødder, hvoraf den fremadvendende rod ikke var rodbehandlet. Der var ligeledes rodspidsbetændelse på denne rod. Det vil sige, at scanningen viste, at der var tre rodkanaler i tanden 4+, hvoraf kun to af disse var rodbehandlet.

Tryg fandt på den baggrund, at den manglende rodbehandling af den 3. rodkanal er årsagen til udviklingen af rodspidsbetændelsen og patientens gener. Ved en rodbehandling af den 3. rodkanal i tanden, kunne man have afhjulpet patientens gener samt rodspidsbetændelsen.

Tryg fandt således, at rodbehandlingen af den 3. rodkanal kunne være foretaget under samme forudsætninger som tidligere. Tanden var således bevaringsværdig og skulle ikke være fjernet. Tanden kunne være bevaret ved en rodbehandling af den 3. rodkanal.

Tryg fandt videre, at selve den omstændighed, at rodbehandling af den 3. rodkanal ikke lykkedes, ikke er en skade i lovens forstand.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tryg gjorde desuden opmærksom på, at de ikke har taget stilling til forholdet omkring fjernelse af tanden 4+, da behandlingen blev udført hos en ny tandlæge, som der ikke er indgivet anmeldelse omkring.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 22. oktober 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 4+ kunne have været lavet om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling eventuel ikke er lykkedes og skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Hvis De ønsker, at der skal tages stilling til, om der er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med udtrækning af tanden 4+, herunder en nerveskade, skal De indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, som herefter vil træffe afgørelse herom.