Skip to content

3963/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Aftagelig protetik - Delprotese stål

Beskrivelse:

Protesebehandling og eventuel forgiftning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Protesebehandling og eventuel forgiftning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig mand, der henvendte sig hos tandlægen den 3. april 2014, da han ønskede en behandling i form af en fastsiddende løsning på grund af manglende tænderne i både over- og underkæben. Der blev i den forbindelse taget et panoramarøntgen. Den 14. maj 2014 blev tænderne 3+3 forstærket med rodstift med plastopbygning og den 27. maj 2014 blev der monteret krone/ teleskop på tænderne 3,1+1,3, som var udformet som forankring af en delprotese. Desuden blev sammenbiddet justeret. Den 3. juli 2014 blev tænderne -3,4 forstærket med rodstift med plastopbyg-ning, mens der den 11. september blev monteret krone/ teleskop på tænderne 4,3,2,1-1,2,3,4, som ligeledes var udformet til forankring af en delprotese. Igen blev sammenbiddet tilpasset. Patienten henvendte sig den 28. maj 2015 med gener fra protesen i underkæben og oplyste i den forbindelse, at han skar tænder. Ifølge journalen fra den 23. juni 2015 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden +7 på grund af nekrotisk nerve, og rodbehandlingen blev afsluttet den 7. september 2015 med rodfyldning. Den 9. december 2015 blev det noteret, at patienten følte, at plastkronen på tanden 6+ var løs. Det blev konstateret, at der var caries ??? i tanden, og at den ikke længere var bevaringsværdig. Plastkronen blev herefter recementeret. Den 23. marts 2016 blev tanden 6+ trukket ud og tanden +7 blev restaureret med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 10. april 2017 blev der registreret slid på protesetænderne 2-2. Desuden var bøjlegrenen ved +6 knækket. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor det den 14. september 2017 blev noteret, at der i overkæben var kroner på tænderne 3,1+1,3, og at tanden +7 var bøjletand. Desuden var der kroner på tænderne 3,2-1,3,4. Det blev vurderet, at proteserne i over- og underkæben var med for lav bidhøjde, uden vedhæftning og med dårlig æstetik.

Patienten søger nu om erstatning for alle de afholdte udgifter til udredning og behandlinger, herunder medicin, kosttilskud m.v., kommende behandlinger for afgiftning af tungmetal, der gives i faser af 5 behandlinger m.v., transportudgifter samt godtgørelse for svie og smerte. Desuden kan der blive tale om godtgørelse for varigt mén. 

1. instans afgørelse:

I brev af 7. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at panoramarøntgenbillede fra den 3. april 2014 viser tænderne +2 og 4- med omfattende betændelse. Tanden 6+ ses rodbehandlet og hele kronen bygget op i plast. Endvidere ses tænderne 3,1+1,3 at være genopbygget med store plastfyldninger, mens tænderne +3 og +4 tidligere er blevet rodbehandlet. I forhold til tænderne 3,1+1,3,4 er de genopbygget med plastfyldninger, mens tænderne -3 og -4 tidligere er rodbehandlet.

Tryg fandt videre, at patienten med ovenstående udgangspunkt har fået fremstillet proteser til over- og underkæben. Imidlertid har patienten ikke oplevet et tilfredsstillende resultat, da han har haft gener med sin udtale, sammenbiddet og rent kosmetisk.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få fremstillet nye proteser til over- og underkæben, uden at det vil have en negativ påvirkning af hans tænder eller forringelse af hans tandstatus.

Tryg fandt således, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager.

Tryg fandt videre, at vedrørende patientens gener med sammenbiddet vil denne problematik med overvejende sandsynlighed forsvinde, når patienten får fremstillet nye delproteser med korrekt bid.

Tryg kan derfor ikke anerkende, at der er sket en skade i lovens forstand.

Angående patientens krav om erstatning for forgiftning med tungmetaller ses der ikke at være tilvejebragt tilstrækkelig dokumentation for, at der er en sammenhæng mellem patientens symptomer og den udførte behandling med proteser.

Det er derfor Trygs vurdering, at patientens gener må skyldes andre årsager. Patienten er derved ikke berettiget til erstatning efter KEL.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. november 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte tandbehandling er årsag til en eventuel forgiftning. I den forbindelse bemærkes det, at indhentede journaler fra diverse sygehusafdelinger ikke dokumenterer nogen årsagssammenhæng.

For så vidt angår behandlingen med proteser kan denne laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige protesebehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.