Skip to content

3985/19

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der henvendte sig med en knækket plastfyldning i tanden 6- den 10. december 2015. Der blev i den forbindelse konstateret caries med tæt relation til tandnerven og patienten blev informeret om, at rodbehandling kunne blive nødvendigt. Tanden blev herefter behandlet med en fyldning. Den 22. december 2015 var fyldningen knækket igen og tanden blev derfor behandlet med en ny fyldning. Patienten henvendte sig igen akut den 30. maj 2016 på grund af smerter og oplyste, at hun havde været ved tandlægevagten i weekenden, men fortsat havde smerter. Der var blevet indledt rodbehandling af tanden hos tandlægevagten, men kanalerne var meget tynde. Tandlægen fortsatte derfor rodbehandlingen samme dag, hvilket blev gentaget den 9. juni 2016. I den forbindelse blev det noteret, at de to fremadvendende rodkanaler var blokerede, og at det ikke var muligt at forcere kanalerne til rodspidserne. Det blev igen forsøgt at rodbehandle de fremadvendende rodkanaler den 16. juni 2016, men uden held. Ifølge journalen blev patienten informeret om, at tanden kunne rodbehandles færdig, som den var, men med risiko for behov for kirurgisk rodbehandling, eller tanden kunne trækkes ud og erstattes med implantat. Efterfølgende henvendte patienten sig til en ny tandlæge den 4. juli 2016, som journaliserede, at der var en igangværende rodbehandling af tanden hos anden tandlæge. Den 9. august 2016 blev det noteret, at der var en skævboring med gennembrydning af den fremadvendende rod på tanden. Patienten blev informeret om, at prognosen for tanden var tvivlsom. Et røntgenbillede fra den 10. august 2016 fandtes at vise en gennembrydning midtrods af den fremadvendende rod. Den 27. oktober 2016 henvendte patienten sig med smerter fra 6-, hvorfor rodkanalerne blev skyllet. Desuden blev patienten informeret om, at tanden skulle trækkes ud ved fortsatte smerter. Den 10. november 2016 blev der konstateret brud af tanden, hvorfor et knækket stykke af tanden blev fjernet. 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 563,75 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at den modtagne regning på 2.752,38 kr. omhandler fjernelse af tanden 6-.

Tryg fandt herefter, at det i afgørelsen af 7. november 2017 er godkendt at betale maksimalt 550 kr. inkl. udtagning af tanden 6-. Der kan derfor alene betales 550 kr.  samt renter på i alt 13,75 kr.

I øvrigt bemærkes det, at regning for godkendt implantatbehandling i området afventes. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 7. november 2018, som anført nedenfor.

Nævnet konstaterer efter indhentelse af opdateret journal, at tanden 6- er fjernet operativt, idet det fremgår af journalen, at der er lagt kirurgisk snit, tanden blev delt og knogle fjernet. Efterfølgende blev der lagt 2 sting.

Nævnet finder derfor, at den samlede udgift til fjernelse af tanden på i alt 2.752,38 kr. kan godkendes.