Skip to content

4011/19

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af tand og efterfølgende føleforstyrrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Udtrækning af tand og efterfølgende føleforstyrrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig kvinde, der den 16. november 2017 fik fjernet tanden +3 på grund af caries og svær parodontose. Ifølge journalen havde patienten smerter fra tanden og ønskede den fjernet. I forbindelse med udtrækningen blev der anlagt lokalbedøvelse ved overkæben, og tanden, som var løs, blev fjernet uden komplikationer og i et stykke. Den 23. november 2017 blev trådene fjernet, og der blev konstateret pæn opheling. Desuden blev det noteret, at patienten ikke i nævneværdig omfang havde haft nogen eftersmerter. Den 29. november 2017 blev det noteret, at patienten havde mistet følsomheden i underlæben efter fjernelse af tanden i overkæben. Patienten blev herefter henvist til kæbekirurgisk afdeling. Patienten henvendte sig igen den 17. maj 2018, hvor hun oplyste, at hospitalet havde konstateret følelsesløshed på underlæben, og at dette var opstået efter tandudtrækningen i overkæben. Patienten ønskede derfor erstatning herfor og blev bedt om at komme med en kopi af journalen fra hospitalet. Patienten henvendte sig igen telefonisk den 5. juli 2018, da hun ikke kunne få en kopi af journalen fra hospitalet udleveret. Tandlægen ville derfor forsøge at få en kopi af journalen. Den 24. juli 2018 kontaktede patienten tandlæge igen, da kommunen ifølge patienten mente, at tandlægen skulle betale erstatning for nerveskaden, som havde påvirket hjernen.

Patienten søger nu om erstatning for nerveskaden.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. januar 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden +3 blev fjernet under anvendelse af lokal-bedøvelse, som ses anlagt efter gældende retningslinjer. Tandudtagningen var ukompliceret og ved kontrol en uge efter, havde patienten ingen gener.

Tryg fandt videre, at de gener i form af ændret følsomhed på underlæben, ikke har nogen umiddelbar relation til tandudtagningen i overkæben, og der er ikke nogen årsags-sammenhæng mellem behandlingen den 16. november 2017 og de opståede gener.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Hvis patienten kan fremskaffe dokumentation for, at hun er påført en egentlig nerveskade, og at der er en klar årsagssammenhæng mellem patientens gener og tandbehandlingen, har patienten mulighed for at få genoptaget sagen i op til 10 år regnet fra den 16. november 2017.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. januar 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at udtrækningen af tanden +3 i overkæben har forårsaget en føleforstyrrelse svarende til underlæben.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.