Skip to content

4031/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 67-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 8. januar 2016 havde tabt guldkronen på tanden 6-. Der skulle derfor laves en mk-krone med stift. Den 14. januar 2016 blev der taget røntgen af tanden med og uden rodbor i den forreste rod, uden journalisering herom. Den 23. juni 2016 blev det noteret, at en tand blev præpareret til opbygning og krone uden specifik angivelse af hvilken tand, det vedrørte. Den 19. og 21. juli 2016 blev tanden 6- behandlet med en rodstift med opbygning og en krone. Den 14. marts 2018 henvendte patienten sig til anden tandlæge med smerter fra 6-. Der blev derfor taget røntgenbillede af tanden, og på den baggrund blev diagnosen ”parodontitis totalis” stillet. Tanden burde derfor ekstraheres. Den 12. juni 2018 kontaktede patienten klinikken telefonisk, da tanden 6- lugtede forfærdeligt og det var ikke til at holde ud. Patienten fik derfor en tid til ekstraktion og den 13. juni 2018 blev tanden trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for mistet tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. januar 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 6- ud fra de foreliggende røntgenbilleder var behandlet med guldkrone før 1981, og at der ikke har været yderligere behandlinger af tanden undervejs. Desuden viser røntgen af 5. december 2009 tanden 6- med kronen til tandhalsniveau og uden rodfyldninger.

Tryg fandt desuden, at der ikke forefindes dokumentation for, at patienten har konsulteret en tandlæge fra den 17. september 2010 og frem til 28. juli 2015, hvor der blev udført fyldningsbehandling af tænderne 4+ og 3+ af den behandlende tandlæge. Dog viser det foreliggende materiale, at tanden 6- åbenlyst er blevet rodfyldt i denne periode, men dokumentation for behandlingen er ikke modtaget fra de tandlæger, patienten har oplyst at have konsulteret.

Tryg fandt videre, at patienten havde tabt guldkronen på tanden 6- den 8. januar 2016 og at et røntgenbillede fra den dag viser tanden 6- med guldkronen og en amalgam-fyldning fra den bagudvendende flade næsten til roddelingspunktet samt rodfyldninger. Yderligere viser røntgenbilledet, at der var underminering af rodsoklen på grund af caries samt opløst knogle i roddelingspunktet. Tanden 6- var dermed svækket i en sådan grad, at den allerede på det tidspunkt ikke var bevaringsværdig.

Tryg fandt endvidere, at røntgen optaget den 14. marts 2018 viser en fortsat opløsning af tand og knogle som konsekvens af nedbruddet i roddelingspunktet, som var tilstede allerede før 8. januar 2016.

Tryg fandt herefter, at skulle der være sket en skævboring ved behandling af tanden 6-, er dette uden betydning for tandens bevarelse, da tanden allerede den 8. januar 2016 ikke var bevaringsværdig. Patientens tab af tanden 6- skyldes således ikke behandlingen hos tandlægen og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Hvis patienten ikke er tilfreds med kronebehandlingen, er det en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager.

Hvis patienten har fået behandlet tanden 6- hos en anden tandlæge fra 17. september 2010 og frem til 28. juli 2015 og patienten ønsker en vurdering af, om denne tandlæge har overset et hul i tanden 6-, skal patienten foretage en ny anmeldelse til Tandlæge-foreningens Tandskadeerstatning mod den pågældende tandlæge.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. januar 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillede fra 14. januar 2016 viser, at tanden 6- allerede på dette tidspunkt forud for kronebehandlingen var en stærk svækket tand. Tanden mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge heraf og ikke som følge af den udførte stift- og kronebehandling i 2016, selv om behandlingen ikke blev udført bedst muligt. Det forhold, at der alligevel blev udført en behandling i 2016, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte behandling skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres krav gældende over for den tandlæge, der udførte behandlingen, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. Ved uenighed herom har De mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager.