Skip to content

4036/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny kirurgisk rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny kirurgisk rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der den 21. marts 2017 skulle have en fyldning i tanden -6. I den forbindelse opdagede tandlægen en fistel ved tanden 6+. Der blev derfor taget røntgen den 7. april 2017, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden 6+. Patienten blev informeret om, at tanden havde en tvivlsom prognose, og der blev anbefalet en kirurgisk rodbehandling eller fjernelse af tanden. Ifølge journalen fra den 21. juni 2017 havde tandlægen glemt at sende en henvisning til kirurgisk rodbehandling. Det blev derfor tilbudt, at tandlægen kunne udføre behandlingen. Tanden blev herefter kirurgisk rodbehandlet på den fremadvendende rod den 24. oktober 2017. I den forbindelse blev patienten informeret om, at der var risiko for, at operationen ikke ville lykkedes, og at infektionen ville vende tilbage. Den 1. november 2017 oplyste patienten, at han ikke længere havde en fornemmelse af en bule ud for tanden. Patienten henvendte sig igen den 23. november 2017 på grund af en fistel ved tanden. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise, at rodfyldningen havde flyttet sig, og at der var en ekstra kanal. Patienten blev herefter informeret om 3 behandlingsmuligheder, og den 29. november 2017 blev patienten anbefalet udtrækning af tanden og erstatning med bro. Patienten ønskede dog at drøfte dette med en ven, der var tandlæge. Den 18. december 2017 kontaktede patienten tandlægen telefonisk og oplyste, at tandlægevennen kunne se en revne i roden. Patienten blev herefter kontaktet telefonisk igen af tandlægen den 19. december 2017, som fandt, at det ikke var muligt at afgøre, om der var en revne i tanden. Patienten blev informeret om, at hvis der var en revne, burde tanden fjernes. Desuden blev patienten tilbudt henvisning til anden tandlæge. Patienten følte imidlertid, at behandlingen ikke kunne bruges og ønskede beløbet refunderet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny behandling, der kan rette op på skaden. 

1. instans afgørelse:

I brev af 30. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at man indledte kirurgisk rodbehandling af tanden 6+ på grund af rodspidsbetændelse jf. journalnotat af 7. april 2017. Desuden vendte betændelsen udfor tanden 6+ tilbage efter den kirurgiske rodbehandling.

Tryg fandt herefter, at betændelsen fra tanden 6+ har årsag i, at det blev udført en utilstrækkelig rodbehandling i tanden, før at krone med stifter blev cementeret i tanden. Det vil sige, at der med overvejende sandsynlighed har været efterladt nervevæv, som har givet grobund for bakterier og dermed betændelse i tanden.

Tryg fandt således, at den kirurgiske rodbehandling af tanden 6+ ikke har medført negative konsekvenser for tandens status eller patientens tandsæt. Det forhold, at den kirurgiske rodbehandling ikke har haft den ønskede effekt, er ikke en skade i lovens forstand.

Tryg fandt samtidig, at der ikke er tegn på rodfraktur. Såfremt denne alligevel skulle være tilstede, har det ikke årsag i tandlægens behandling eller mangel på samme, men derimod på grund af forhold ved patienten selv.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. november 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den kirurgiske rodbehandling af tanden 6+ kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling ikke lykkedes og skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For så vidt angår Deres eventuelle krav om tilbagebetaling af honorar for den tidligere udførte behandling skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres krav gældende overfor den tandlæge, der udførte behandlingen, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. Ved uenighed har De mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager.