Skip to content

4042-19

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling og tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling og tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 30. marts 2011 fik behandlet tanden 6- med en ny plastfyldning på grund af en revne i tanden. Den 30. august 2013 henvendte patienten sig på grund af diffuse smerter i højre side. Tanden gjorde let ondt ved koldt og røntgen fandtes at vise profund fyldning men intet abnormt apikalt. Patienten blev dog informeret om et muligt behov for rodbehandling af tanden, men det blev aftalt at se tiden an. Den 17. oktober 014 blev det noteret, at patienten stadig havde ondt i 6- ved koldt og det blev derfor aftalt, at tanden skulle rodbehandles. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden den 3. december 2014, og ved den fortsatte rodbehandling den 10. december 2014 knækkede en rodfil i tandens forreste rod. Dette blev bekræftet ved røntgen samme dag. Den 29. december 2014 blev rodbehandlingen afsluttet med rodfyldning og plastfyldning. Der blev taget kontrol-røntgen og noteret obs for apikal opklaring på mesiale rødder. Den 11. februar 2015 blev tanden præpareret til krone, som blev cementeret den 26. februar 2015. Ifølge journalen fra den 3. juli 2015 oplevede patienten ømhed fra tanden ved tygning, og der blev derfor taget røntgen, som ikke viste apikal opklaring. Muligheden for rodspidsamputation på sigt blev drøftet. Patienten henvendte sig den 30. november 2015, da kronen var tabt. Det blev derfor aftalt, at tanden skulle behandles med rodstift, opbygning og ny krone. Den 23. december 2015 blev der isat en rodstift og en plastisk opbygning samt taget røntgen af tanden. Den 28. december 2015 blev der cementeret en ny krone på tanden og den 29. december 2015 blev der slebet let. Patienten henvendte sig igen den 25. juli 2016, da hun havde smerter ved fysisk aktivitet. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise en lille apikal opklaring. Den 31. august 2017 blev der igen taget røntgen, som stadig fandtes at vise en lille apikal opklaring og der blev derfor aftalt rodspids-amputation. Patienten blev herefter henvist til anden tandlæge, som den 5. september 2017 foretog kirurgisk rodbehandling af begge rødder. Patienten blev igen set af anden tandlæge den 11. april 2018 på grund af en fistel. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise fortsat apikal opklaring på tanden samt mulig fraktur af mesiale rodkompleks. Der fandtes derfor at være indikation for fjernelse af tanden, hvilket blev udført samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. marts 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af rodbehandlingen af tanden 6- hos tandlægen den 10. december 2014.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden, da det den 3. december 2014 blev konstateret, at tandnerven var død. Tænder rodbehandles typisk ved tandnervedød. I forbindelse med rodbehandlingen den 10. december 2014 knækkede en rodfil i tandens forreste rod, og røntgenbilledet af 25. juli 2016 viste rodspidsbetændelse på tandens forreste rod.

Tryg fandt videre, at en rodfil, der knækker i forbindelse med rodbehandlingen af en tand, kun udgør en skade i lovens forstand, såfremt den har medført negative konsekvenser for tanden og en yderligere behandling end den, som under alle omstændigheder var nødvendig for behandling af grundlidelsen.

Tryg fandt herefter, at den knækkede rodfil ikke har haft negative konsekvenser for tanden eller medført et større behandlingsbehov end den, som under alle omstændig-heder var nødvendig for behandling af grundlidelsen.

Tryg fandt således, at tabet af tanden med overvejende sandsynlighed skyldes patientens grundlidelse i form af en revne/ rodfraktur samt et hul i tanden, som blev dokumenteret allerede den 30. marts 2011. Patientens grundlidelse medførte en så markant svækkelse af tandsubstansen, at tanden ikke kunne beholdes, selv hvis rodfilen ikke var knækket. Kravene, for at der er sket en skade i lovens forstand, ses således ikke at være opfyldt.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 18. marts 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at rodbehandlingen, hvor der knækkede en rodfil, med overvejende sandsynlighed er årsagen til, at der efterfølgende opstod betændelse med behov for kirurgisk rodbehandling.

Nævnet finder herudover, at den opståede rodfraktur med tab af tand til følge er en følge af den knækkede rodfil og den derefter følgende relevante instrumentering, som svækkede tanden.

Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling, udtrækning af tanden samt erstatning med implantat regio 6-. Regninger og behandlingsoverslag skal fremsendes til Tryg med henblik på godkendelse, inden behandlingen påbegyndes. I den forbindelse vil Tryg også tage stilling til eventuelle øvrige erstatningskrav.