Skip to content

4066/19

Skadetype: Bidfunktionsgener - Reduceret gabeevner og smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling med efterfølgende gener i form af smerter og begrænset bevægelighed i kæbeleddene. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Rodbehandling med efterfølgende gener i form af smerter og begrænset bevægelighed i kæbeleddene. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 9. oktober 2017 med voldsomme smerter fra tanden -6. Der blev taget røntgen og fundet indikation for at rodbehandle tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, og det blev noteret, at tanden var svær at bedøve. Tandens rodkanaler blev herefter udvidet og skyllet med natriumhypoklorid, hvorefter der blev ilagt et desinficerende materiale. Tanden blev herefter aflukket med et midlertidigt materiale. Efterfølgende havde patienten kraftige smerter fra kæbeleddet, som klingede af. Rodbehandlingen blev derfor færdiggjort den 15. november 2017. Da patienten fortsat havde kæbeledsmerter, blev patienten henvist til hospitalet, hvor patienten blev undersøgt den 23. november 2017. Ifølge journalen herfra blev der foretaget undersøgelse af kæbeleddet og efter anlæggelse af en blokade i venstre sides kæbeled blev der noteret normal gabeevne. Den 29. november 2017 blev det noteret, at blokaden havde fungeret, men at der var kommet tilbagefald. Patienten blev derfor instrueret i gabeøvelser og efterfølgende blev der foretaget CBCT-røntgenundersøgelse samt MR-scanning. Ifølge journalen fra den 6. april 2018 var der mistanke om forskydning af kæbeleddets ledskive, og den 18. april 2018 blev der foretaget en kirurgisk kikkertundersøgelse af venstre sides kæbeled. I den forbindelse blev det noteret, at diskus kun var let forskudt, og ellers lå på toppen i/af kæbeleddet. Der blev herefter skyllet med saltvand og foretaget aflukning. Patienten blev igen instrueret i gabeøvelser efter endt behandling, og hvis der ikke var effekt heraf, måtte medicinsk behandling med smertestillende fortsættes. 

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. februar 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Tryg fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade, som berettiger til erstatning som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at foretage rodbehandling af tanden  -6 den 9. oktober 2017, da patienten havde voldsomme smerter. Voldsomme smerter er typisk et tegn på, at der er betændelse i tanden. Hvis man ikke behandlede tanden, ville det medføre fortsatte voldsomme smerter og muligvis tab af tanden.

Tryg fandt videre, at behandlingen med lokalbedøvelse og rodbehandling er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Patientens behandling har således været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på det pågældende område. Der er ingen tegn på påført skade i forbindelse med mundåbning under behandlingen.

Tryg fandt således, at den indtrådte komplikation i form af smerter og begrænset bevægelse i kæbeled er en hændelig komplikation til et i øvrigt korrekt udført indgreb, og ville også kunne indtræde for selv den erfarne specialist. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt desuden, at patientens skade i form af smerter og begrænset bevægelse i kæbeled ikke er tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som patienten er blevet behandlet for. Ud fra sagens oplysninger fandt Tryg, at patienten har gener i form af smerter og begrænset bevægelse i kæbeled. Hvis tanden -6 ikke var blevet rodbehandlet, ville patienten fortsat have voldsomme smerter og eventuelt medførende tab af tanden, hvilket havde medført endnu alvorligere udfald end de udfald, som patienten fortsat er generet af. Komplikationen går derfor ikke ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle i tilknytning til nødvendig behandling for rodbehandling, hvor patienten havde voldsomme smerter. Patienten er derfor heller ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen ikke er alvorlig. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 21. februar 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at skaden i form af smerter og begrænset bevægelighed i kæbeleddene forekommer i under 2% af tilfældene i forbindelse med rodbehandling. Desuden findes skaden at være tilstrækkelig alvorlig set i forhold til grundlidelsen og er derfor mere end hvad De bør tåle set i forhold hertil.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.

For en god ordens skyld skal det bemærkes, at nævnet har indhentet den tidligere journal, og på den baggrund fundet, at den tidligere bidskinne blev udleveret med henblik på lindring af Deres migræne og ikke som følge af eventuelle bidfunktionelle gener.