Skip to content

4046/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny behandling med implantater og ny brobehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny behandling med implantater og ny brobehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 78-årig kvinde, der den 29. oktober 2014 fik konstateret, at broen i overkæbefronten ikke kunne bevares. Desuden manglede der sammenbidszoner i begge sider af underkæben. Tænderne 2,1+1,2 blev derfor trukket ud den 6. januar 2015, og der blev isat en midlertidig protese. Den 29. januar 2015 blev der isat implantater i regio 4,3+3. I den forbindelse blev det noteret, at knoglekvaliteten var god, men at der manglede knogle på kæbens yderside, hvorfor der blev isat smalle implantater. Den 2. februar 2015 blev der indledt brobehandling til erstatning af tænderne 5-5, og i den forbindelse skulle der fremstilles broer med tænderne 4,3-3,4 som bropiller. Desuden skulle tænderne 5-5 erstattes med svæveled. Der blev derfor den 13. februar 2015 cementeret broer på tænderne 4,3-3,4. Den 22. april 2015 blev der cementeret en bro i regio 4,3,2,1+1,2,3 på implantaterne i regio 4,3+3. Den 7. maj 2015 blev broen recementeret på tænderne -3,4,5 og den 21. juli 2015 blev det noteret, at broen i overkæben sad lidt løs på implantaterne regio 4,3+. Broen kunne dog ikke fjernes. Ifølge journalen fra den 11. september 2015 var der indikation for rodbehandling af tanden -3, da den var perkussionsøm. Desuden blev der taget røntgenkontrol. Tanden -3 blev derfor rodbehandlet den 14. september 2015. Den 15. december 2015 blev broen recementeret på tænderne -3,4. Patienten henvendte sig med smerter ved 4- den 19. januar 2016, og røntgen fandtes at vise rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden 4- samme dag, og den 25. januar 2016 blev rodbehandlingen afsluttet. Desuden blev svæveleddet regio 5- afmonteret, ligesom svæveleddet regio -5 blev afmonteret ??? Den 1. februar 2016 blev broen recementeret på -3,4. Patienten henvendte sig den 21. juli 2016 med løs bro regio 4,3+3. Det blev konstateret, at skruen i regio +3 var knækket, og der blev derfor lavet en midlertidig løsning. Den 12. august 2016 blev endelig bro regio 4,3,2,1+1,2,3 cementeret, og patienten henvendte sig igen den 29. august 2016, da broen var tabt. Broen blev herefter recementeret. Den 19. december 2016 blev der foretaget tandrodsrensning ved 4,3+ på grund af parodontitis. Efterfølgende blev patienten henvist til anden tandlæge, hvor der blev konstateret et knækket implantat i regio +3 den 12. juni 2017. Desuden var broen løs ved 4,3+3. Den 13. juni 2017 blev implantaterne i regio 4,3+3,4 fjernet, og den 22. juni 2017 havde patienten mistet brokonstruktionen -3,4. En del af tanden -3 sad i den tabte bro, og der blev taget røntgen, som viste rodspidsbetændelse på tænderne 4,3-. Det blev vurderet, at tænderne ikke kunne bevares, hvorfor 4- blev fjernet samme dag. Desuden blev broen recmenteret på -3,4. Den 14. august 2017 blev der isat implantater i regio 4,2+1,2,6 og 6,4-5,6. Tanden -3 blev fjernet den 28. august 2017. Den 5. februar 2018 blev der cementeret en 10-leddet bro på implantaterne i overkæben og en 6-leddet bro på implantaterne i underkæben.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. februar 2019 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandling af tænderne 4- og -3 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tænderne 4- og -3 som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at røntgenbilledet af 11. september 2015 dokumenterer, at tænderne 5-5 var erstattet af svæveled, som begge var af noget stor udstrækning. Desuden dokumenterer røntgenbillede rodspidsbetændelse på tanden -3, ligesom røntgenbilledet af 22. juni 2017 dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden -3 samt tab af tandsubstans.

Tryg fandt derfor, at tanden -3 ikke længere kan bevares på dette tidspunkt.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af 22. juni 2017 dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden 4- og tab af knogle omkring tanden som følge overbelastning. Tanden er på dette tidspunkt heller ikke bevaringsværdig.

Tryg fandt herefter, at der ved anvendelse af svæveled som erstatning for tænderne 5-5 kom et uforholdsmæssigt træk på tænderne 4- og -3, der holdt broerne. Det betyder, at tænderne, som holdt broen, enten herved ville overbelastes, knækkes eller mistes.

Tryg fandt derfor, at den erfarne specialist havde undladt at erstatte tænderne 5-5 med svæveled. Tænderne 5-5 skulle derimod være erstattet af implantater eller en delprotese. Ved denne fremgangsmåde havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at tænderne 4- og -3 blev overbelastet, rodbehandling af tænderne og tabet af tænderne samt følgerne heraf. 

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne til rodbehandling af tænderne 4- og -3, udgifterne til fjernelse af tænderne 4- og -3 samt erstatning af disse.

Tryg fandt dog, at selv om behandlingen med implantater ved området ved tænderne 4,3+3 samt bro til erstatning af tænderne 4,3,2,1+1,2,3 ikke har opfyldt forventningerne, kan behandlingerne på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som de oprindelige behandlinger. Det forhold, at behandlingerne skal laves om, og behandlingerne ikke har været en succes, er ikke en skade i lovens forstand.

Et eventuelt krav om tilbagebetaling for den første behandling må fremføres overfor tandlægen, som udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Styrelsen for Patientklager.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 27. februar 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen med implantater ved området ved tænderne 4,3+3 samt bro til erstatning af tænderne 4,3,2,1+1,2,3 kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandling af tænderne 4- og- 3 i henhold til lov om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.