Skip to content

4116/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronehandling med efterfølgende løsninger – mangelfuld dokumentation. TSAN hjemviste sagen til fornyet behandling i Tryg, da indhentede journal dokumenterede den udførte kronebehandling.

Kronehandling med efterfølgende løsninger – mangelfuld dokumentation. TSAN hjemviste sagen til fornyet behandling i Tryg, da indhentede journal dokumenterede den udførte kronebehandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet hjemviser sagen til fornyet behandling i Tryg.

Tryg har begrundet afgørelsen med, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade, da det ikke er tilstrækkelig sandsynliggjort igennem det indhentede journalmateriale, at skaden, som har medført, at kronen på tanden +6 flere gange løsnedes, er sket ved tandlæge Jan Abrahamsen ApS eller ved Charlotte Wiinberg

De har i anken blandt andet anført, at De alene klager over kronebehandlingen udført af Charlotte Wiinberg, og da tandlægen ikke har en klinik, kan det i sagens natur ikke fremgå hvilken klinik, De er behandlet på. De er blevet behandlet der, hvor Charlotte Wiinberg har haft en stol, altså på flere klinikker.

I forbindelse med behandlingen af Deres sag har Tandskadeankenævnet indhentet journal fra Tandlægeklinikken Helleruphus, hvor det fremgår, at Charlotte Wiinberg har udført en kronebehandling på tanden +6 den 9. februar 2016.  

Idet Tryg ikke var i besiddelse af dette journalmateriale, da afgørelsen af 10. juli 2019 blev truffet, hjemvises sagen derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til, om der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ved kronebehandlingen af tanden +6 udført af tandlæge Charlotte Wiinberg.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.