Skip to content

4105/19

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig mand, der den 10. januar 2014 fik taget bite wings. I den forbindelse blev der konstateret caries i tanden -7, hvorfor der blev indledt rodbehandlingen af tanden samme dag. Rodbehandlingen blev fortsat den 3. februar 2014, hvor der blev taget røntgen til fastlæggelse af rodens længde. Den 7. marts 2014 blev rodbehandlingen afsluttet med en rodfyldning, og der blev taget kontrolrøntgen. Efterfølgende blev tanden lukket med en amalgamfyldning den 20. marts 2014. Den 6. november 2017 blev der taget røntgen og i den forbindelse blev der konstateret en gennembrydning af den forreste rod på tanden -7.- Der blev derfor optaget bite wings den 14. december 2017 til planlægning af den videre behandling, hvor det blev vurderet, at der var indikation for fjernelse af tænderne -7,8. Tænderne blev derfor fjernet operativ den 8. januar 2018.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil samt implantat i regio -7.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. april 2019 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslag af 8. april 2018 på i alt 23.172,83 kr. kan godkendes delvist.

Tryg fandt i den forbindelse, at udgifter til fjernelse af tanden -8 på 2.299 kr. ikke kan godkendes, da der er tale om behandling af tandens grundlidelse, semiretineret visdomstand med kommunikation til tandkødskomme på tanden -7.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til udtagning af tanden -7 og rekonstruktion med implantat, abutment og krone på 20.873,83 kr. kan godkendes. Der skal imidlertid ske fradrag for udgifter til opbygning og krone på tanden -7, idet patienten ville have haft disse udgifter under alle omstændigheder, hvis tanden skulle have været bevaret på lang sigt. Der fratrækkes således 7.000 kr. for plastisk opbygning og krone på tanden. Herefter dækkes i alt 13.873,83 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 9. april 201, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at udgiften til udtrækning af tanden -8 kan erstattes, da tanden alene skulle fjernes på grund af den anerkendte skade på tanden -7. Det vil sige, hvis der ikke var sket en skade på tanden -7, var der ikke indikation for fjernelse af tanden -8. Regning for udtrækning af tanden -8 skal derfor fremsendes til Tryg med henblik på udbetaling af erstatning.

 

Nævnet finder videre, at tanden -7 skulle have været behandlet med en opbygning og krone for at kunne være bevaret på lang sigt, hvis skaden ikke var sket. Der kan alene tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af skaden og ikke for udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 7.000 kr.