Skip to content

4093/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Den udførte tandbehandling og nuværende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Den udførte tandbehandling og nuværende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der den 14. februar 2005 fik fjernet tanden 7+ på grund af en tandbyld. Ifølge journalen fra den 11. oktober 2005 blev tanden 6+ rodbehandlet på grund af en nekrotisk nerve, og det blev aftalt, at tanden skulle kronebehandles. Den 14. februar 2006 blev tanden -5 rodfyldt efter rodbehandling på grund af rodspidsbetændelse, mens tanden 4- blev rodfyldt den 26. juni 2006 efter rodbehandling på grund af rodspidsbetændelse. Den 11. december 2006 blev tanden +7 fjernet på grund af en tandbyld. Den 4. februar 2008 blev tanden 5- trukket ud på grund af rodspidsbetændelse, efter at det var forsøgt at rodbehandle tanden. Ifølge journalen fra den 10. februar 2010 var fyldningen tabt i tanden +3, ligesom der var mangel på tandsubstans. Tanden blev derfor rodbehandlet den 10. februar og 1. marts 2010. I den forbindelse var der ligeledes aftalt kronebehandling af tanden. Den 6. april, igen den 14. april og den 22. august 2011 er det anført i journalen, at der er sket recementering af provisorium uden angivelse af på hvilken tand. Den 25. november 2011 blev kronen på tanden +2 recementeret, og den 18. april 2013 var kronen tabt på tanden, mens tandstubben var knækket. Tanden +2 blev derfor rodbehandlet efterfølgende og rodfyldt den 13. maj 2013, hvorefter kronen blev recementeret på en rodstiftforankret plastopbygning. Den 4. februar 2014 var plastfyldningen i tanden 4- knækket, og der blev aftalt behandling med stift og krone. Ifølge journalen fra den 1. juli 2015 var der betændelse ved tanden 3+, hvorfor der blev indledt rodbehandling af tanden samme dag og efter flere seancer blev der rodfyldt den 3. september 2015. Tanden 5+ blev trukket ud den 27. april 2016 på grund af rodspidsbetændelse. Det blev desuden vurderet, at det ikke var muligt at behandle rodspidsbetændelsen på tanden 4+ på grund af rodens form. Tanden blev derfor trukket ud den 23. maj 2016, hvor der tillige blev taget røntgen af tanden 6+. Røntgen fandtes at vise, at tanden 6+ ikke var rodfyldt i mesio-faciale kanal, og der var let opklaring i området. Efterfølgende blev der isat et implantat i regio 5+ den 21. september 2016, hvorefter der blev cementeret en bro fra tanden 3+ til regio 5+. Ifølge journalen fra den 16. marts 2017 blev kronen på tanden +2 recementeret igen. Den 23. oktober 2017 blev tanden 6+ trukket ud på grund af rodspidsbetændelse. Den 23. november 2017 blev det konstateret, at roden på tanden -5 var flækket, hvorfor tanden blev fjernet. Derudover er der i perioden foretaget diverse fyldningsbehandlinger, samt ifølge Tryg behandlinger, der ikke er beskrevet i journalen.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. marts 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse har Tryg noteret sig, at der i den summarisk førte journal mangler oplysninger om implantatbehandling i området for 5- og kronebehandling af tænderne 2,1+1,2,3 og 4-. Desuden var patienten til regelmæssig tandpleje i 2004-2005. Derefter har patientens tandpleje været sporadisk og præget af akutte henvendelse, og tandlægens indkaldelser til grundundersøgelser i perioden fra 2012 til 2017 er ikke blevet fulgt.

Tryg fandt videre, at røntgen fra 2003 dokumenterer, at kindtænderne allerede på det tidspunkt havde et stor restaureringsbehov. Det gælder ligeledes for tænderne 2,1+1,2,3 i 2011. Efterfølgende røntgenoptagelser viser, at der er foretaget kronebehandling af tænderne 2,1+1,2,3, hvilket dog ikke fremgår af journalerne.

Tryg fandt endvidere, at røntgen fra 11. marts 2002 viser tanden 7+ med en stor og dyb amalgamfyldning og senere røntgen fra februar 2005 viser, at tanden er løsnet og med byld, hvorefter tanden er fjernet. Dette er et behandlingsalternativ i stedet for at rod- og kronebehandle tanden. Dette forhold er forældet, idet der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år fra behandlingstidspunktet og til patienten søger erstatning. Da anmeldelsen er modtaget den 16. januar 2018, er forholdet vedrørende tanden 7+ forældet.

Tryg fandt desuden, at røntgen fra den 11. marts 2002 og 11. oktober 2005 viser, at tanden 6+ er svækket i så stor grad, at permanent bevarelse af tanden ikke er muligt. Tanden er forsøgt rodbehandlet den 11. oktober 2005 og røntgen fra 10. oktober 2017 viser, at der er rodspidsbetændelse og en tandkrone med plast med stor svækkelse, hvorefter tanden blev fjernet den 23. oktober 2017.

Tryg fandt yderligere, at røntgen fra 11. oktober 2005 viser en stor svækkelse af tanden 5+ med et stort behov for restaurering. For tanden 4+ fandt Tryg, at røntgen fra 11. marts 2002 viser tanden med krone og rodstift. For begge tænder gælder det, at de efter tandplejepause ses på røntgen fra 25. februar 2015 med dybe huller, svækket knoglefæste. Tænderne 5,4+ er derfor ikke mulige at bevare.

Tryg fandt videre, at tanden +7 blev fjernet i december 2006 på grund af betændelse og manglende modbid, hvilket er et behandlingsalternativ i stedet for rod- og kronebehandling af tanden. Dette forhold er forældet, idet der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år fra behandlingstidspunktet og til patienten søger erstatning. Da anmeldelsen er modtaget den 16. januar 2018, er forholdet vedrørende tanden +7 forældet.

Tryg fandt derudover, at røntgen fra 26. juni 2006 viser tanden 5- med en tandkrone bestående af fyldninger til næsten knogleniveau. Tanden havde på det tidspunkt behov for kronebehandling, som ikke er blevet indfriet. Dette forhold er forældet, idet der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år fra behandlingstidspunktet og til patienten søger erstatning. Da anmeldelsen er modtaget den 16. januar 2018, er dette forhold forældet. Tanden er efterfølgende blevet trukket ud den 4. februar 2008 på grund af rodspidsbetændelse og rodopløsning og derefter rekonstrueret omkring 2009 med en implantatbåret krone, hvilket ikke er journaliseret fuldt ud.

For tanden 4- fandt Tryg, at røntgen fra 22. februar 2006 viser tanden uden hul og med en mellemdyb plastfyldning, samt at tanden rodbehandles den 26. juni 2006 på grund af rodspidsbetændelse, hvorefter det aftales den 4. februar 2014, at der skal krone på. Dette er sket ifølge røntgen fra 10. november 2017, som viser tanden med rodstift og tilsluttende krone, men behandlingen er ikke journaliseret.

Tryg fandt desuden, at røntgen fra den 6. november 2017 viser en kegleformet opløst knogle til rodstiftenden på tanden -6.

Tryg fandt herefter samlet set, at de udførte behandlinger hos tandlægen er behandling af tændernes grundlidelse, som er udført på de præmisser, der er mulig i forhold til patientens fravalg af at følge regelmæssige grundundersøgelser. I den forbindelse gjorde Tryg opmærksom på, at regelmæssig tandpleje er en forudsætning for at opretholde sunde tænder, og omsorgen for at følge en regelmæssig tandpleje er patientens.

Tryg fandt derfor, at patientens tab af tænder og behandlingsbehovet for resttandsættet er en følge af tændernes grundlidelse og ikke behandlingen hos tandlægen. Der er dermed ikke sket en behandlingsskade og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. marts 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen har været bedst mulig under de givne omstændigheder, når det tages i betragtning, at patienten i perioden fra 2003 til 2017 ikke regelmæssigt har konsulteret tandlægen for undersøgelse og diagnostik, men alene har opsøgt tandlægen for akutbehandling i form af rodbehandlinger og tandudtrækninger. Nævnet hæfter sig desuden ved, at det af røntgenbillederne fremgår, at der sideløbende med behandlingen hos tandlægen er foretaget behandlinger med kroner, bro og implantater hos anden tandlæge. De nødvendige forudsætninger for, at tandlægen har kunnet yde en systematiseret tandpleje, har herefter ikke været til stede.

For så vidt angår tænderne 7+7 og 5- finder nævnet, at en eventuel skade er forældet i overensstemmelse med de af Tryg anførte begrundelser.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, og § 59, stk. 1.