4149/19

Beskrivelse:

Eventuel mangelfuld behandling med bidskinne. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse, men med en ændret begrundelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der har konsulteret tandlægen siden december 2005. Den 18. januar 2012 blev det noteret, at der var slid på tyggefladerne, hvilket skyldtes tænderskæren for mange år siden. Der var dog intet abnormt nu. Den 5. december 2016 henvendte patienten sig, da der var en skarp kant på tanden +1. Patienten blev informeret om, at en lille flig af tanden var faldet af, eventuelt på grund af meget slid både i over- og underkæben. Der blev herefter slebet på tanden. Ifølge journalen fra den 14. marts 2017 kom patienten for en snak om, at fortænderne smuldrede. Det blev i den forbindelse noteret, at fortænderne i overkæben var meget korte med tydelige slidmærker. Patienten blev derfor anbefalet en bidskinne. Den 13. juli 2017 blev der igen talt om slid og patienten blev anbefalet at konsultere en tandreguleringstandlæge før opbygning af tandsættet. Ifølge journalen fra den 8. november 20187 havde patienten været hos en tandreguleringstandlæge og patienten mødte derfor til en snak og plan for behandling. I den forbindelse blev der konstateret et alderssvarende slid af de store og små kindtænder i over- og underkæben i begge sider, mens fortænderne var slidt af 2. grad, og der var tab af tandsubstans til ca. 1/3 del. Patienten havde ingen gener hverken fra tænderne eller muskulært. Desuden oplyste patienten, at hun som ung havde fået at vide, at hun skar tænder om natten, men nu var der ingen, der klagede. Patienten blev herefter henvist til anden tandlæge for reetablering af tandsættet. Patienten var herefter til undersøgelse hos anden tandlæge den 8. januar 2018, hvor det blev noteret, at patienten var ked af sine tænders udseende, og at patienten var bekymret for fremtidigt slid. Der blev herefter konstateret et moderat til kraftigt slid på tænderne 3,2,1+1,2,3 og på tænderne 3,2,1-1,2,3. Desuden blev det noteret, at der ikke var noget sammenbid på fortænderne, når patienten bed tænderne sammen. Den 16. januar 2018 blev der taget panoramarøntgen samt kliniske fotos, og der blev efterfølgende udarbejdet en behandlingsplan for genopretning af tandsættet. Behandlingsplanen blev herefter gennemgået med patienten telefonisk den 13. februar 2018.

Patienten søger nu om erstatning for den slitage, der over årene er sket på tænderne, incl. godtgørelse for varigt mén. 

1. instans afgørelse:

I brev af 27. maj 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

Tryg fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra 5. september 2006 viser, at der allerede på det tidspunkt var et betydeligt slid af flere af kindtænderne. Desuden viser panoramarøntgen fra 16. januar 2018 et stort slid af samtlige tænder.

Tryg fandt herefter, at sliddet af patientens tandsæt skyldes grundlidelsen; tænderskæren og følgetilstande hertil.

Tryg fandt yderligere, at det slid, der er sket, også ville være sket ved behandling med bidskinne i 2012. Den manglende behandling tilbage i 2012 har dermed ikke medført behov for en mere omfattende behandling på nuværende tidspunkt, end den der skulle have været udført under alle omstændigheder.

Tryg fandt endvidere, at behandlingen med reetablering af tandsættet skulle være udført under alle omstændigheder. Der er dermed tale om udskudt behandling, som ikke har medført negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er derfor ikke sket en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Patienten er således ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 27. maj 2019, men med en ændret begrundelse.

Patienten har i patientens anke anført, at tandlægen allerede i 2006 burde have reageret på sliddet, som kunne erkendes på røntgenbilleder fra 2006. Ifølge patientforsikringslovens § 19, stk. 2 forældes et erstatningskrav senest 10 år efter, at skaden er sket. Da anmeldelsen først er modtaget den 27. marts 2018, er patientens erstatningskrav vedrørende tandlægens manglende behandling i 2006 således forældet, og der er derfor ikke sket nogen skade, der berettiger til erstatning.